Åhhhh. MiniDisc. Damn, jeg elskede dem - lige indtil iPod dukkede op.
De var jo kvadratroden af japansk elektronik med miniaturedesign, overdrevne tekniske løsninger og lidt langhåret betjening (f.eks. når man skulle sætte titler på numrene på discen). De sidste versioner - dem der kun var afspillere og ikke recordere - var så tynde at man troede ikke det var muligt.
Og de discs man kunne købe....masser af forskellige farver, temaer som Hello Kitty osv osv. Man kunne gå helt amok i japans nørderi.
Det er ret vildt at følge deres rejse og fra store "klumper" til små lækre spilledåser og fra batteri-tider på knap en time for et kæmpe Li-on batteri til et enkelt AA der kunne køre i flere dage...det er for spændende at lade ligge glemt rundt om i skuffer og skabe.
Jeg har fundet "kærligheden" til dette produkt i de mange design-løsninger og ikke mindst har jeg fået lyst til at give denne minidisc lidt ekstra tid i rampelyset...den kan stadig noget her 20-30 år efter.
Den får ikke samme interesse som LP'en...så langt fra, men der er nu noget over det lille display, hvor titlen ruller henover skærmen og jeg får altså en lille retro-rejse "back in time" når jeg smider en lille disk i spilledåsen.
Det er jo netop grundet ipod, der hurtigt blev det foretrukne i forhold til minidisc, at den ikke blev større...eller det er en af grundene
Når man bliver ældre, så kommer man til at huske og ikke mindst holde af noget af det grej fra "dengang" og det kan sikkert virke underligt for unge mennesker (bare vent til i selv bliver ældre ) men sådan er det bare og om man prøver på at holde lidt ekstra godt fat i tiden, for at den ikke skal løbe for hurtigt....måske
Vi er jo også mange herinde som elsker det mekaniske til trods for moderne smart-watches, så har nok et mere forstående publikum herinde
Jeg har tænkt mig at samle på de små minidisc længe endnu også selvom det ender i et mindre museum. Hygger med at skrive om disse små spilledåser og lave video, som jeg også gør det med mine ure.