11-03-2016, 01:51 AM
I min ret korte tid som ur-tosse har jeg foreløbig haft det simple mål, at jeg skal have et ur til enhver situation. Hvilket i mit liv betyder: En beater, et casual ur, et sportsligt ur og et dress-ur. Og problemet har været dress-uret.
I begyndelsen af januar troede jeg, at samlingen endelig var komplet. Jeg havde på nettet bestilt et Tissot LeLocle med hvid skive og sort rem. Det tickede af i rigtig mange bokse for et dress-ur. Og så var det endda billigt (ca 3.000 kr), hvilket passede meget godt med, at det nutildags er sjældent, at jeg har brug for et egentlig dress-ur. Men billederne på nettet så fantastiske ud, og det kunne jo også bruges som afveksling for mit hverdags-ur.
Da LeLoclen så ankom viste det sig at have alvorlig design-fejl. Der var noget med yderste kant af skiven, som bare virkede endnu mere billigt end de 3k. Derfor måtte det ud igen efter et par uger. Det lykkedes heldigvis at afsætte det på DBA med et tab på bare 7-800 kr.
Men hva’ gør man så? Well, som nogen måske kan huske, havde vi her på sitet en tråd om James Bonds ure, og rebelsk som jeg er, blev jeg inspireret til at gå modsat og ønske mig et James Bond-film-skurke-ur. Nærmere bestemt det Longines Evidenza Chronograph, som Mads Mikkelsen bærer i rollen som LeChiffre i Casino Royal. Jeg er slet ikke til James Bond film, men lige netop Mads Mikkelsen som LeChiffre var helt fantastisk. Stenansigt, tonsvis af personlighed og så det venstre øje, som bløder, når han bliver stresset. Helt fantastisk. Og nærmere undersøgelser viste, at det helt præcise LeChiffre-ur faktisk var en quarts-udgave af Evidenzaen, og derfor ganske billigt for et Longines med kronograf.
Nu er der nok nogen, der stejler. En kronograf i et dress-ur??!!?! Og i det hele taget: Der er da alt for meget bling i det ur. Et dress-ur skal være diskret. Sådan tænkte jeg nemlig selv. Men på den anden side: Hvis LeChiffre kan bære det på kasino, kan jeg vel også. Og jeg er ikke sådan for alvor fundamentalistisk med, hvordan et dress-ur skal være.
Så var der bare et lille problem. For at retfædiggøre afvigelserne fra de traditionelle krav til et dress-ur og ikke mindst afvigelsen fra min forventning om et mekanisk ur, så SKULLE det altså være præcis den version af Evidenzaen, som Mads Mikkelsen havde på i filmen. Min sædvanlige ur-pusher kunne ikke skaffe den præcise variant. Det var ”udgået af sortimentet”. Det tilsyneladende eneste eksemplar på verdensmarkedet var hos en spansk urmager på Chrono24. I hans annonce var der bare nogle oplysninger, som jeg ikke rigtig kunne få til at passe. Hvilket førte til en mail-veksling frem og tilbage, og well….. jeg vil nødig lufte fordomme om spaniere, som jeg bestemt holder meget af. Lad os bare konstatere, at der ikke blev nogen handel.
Næste fase i jagten kom lidt ved en tilfældighed. Og her skal vi lige en omvej. Jeg havde fået den opgave at anskaffe et ur til min up-coming weekend som urmager-”lærling” hos Lars. Hans plan er, at jeg skal splitte et ur til atomer, og bagefter samle det igen. Selv om operationen sker under Lars’ kyndige vejledning er der jo en vis risiko ved sådan et projekt. Derfor skulle det gerne være det billigst mulige ur, der blev anskaffet. På den anden side havde Lars antydet, at et Omega med 5xx-caliber ville være det bedste.
De Omegaer, jeg kunne finde på nettet var bare enten for dyre til formålet eller for grimme. Jeg overraskede så den gode Lars (positivt, tror jeg) ved at købe et gammelt Omega lommeur. Ikke den rigtige caliber, selvfølgelig, men til gengæld bygget af nogle lidt større stumper end gamle armbånds-Omegaer. Og indtil videre har uret været en overraskende god oplevelse. Uret vandt 1 sekund det første døgn efter jeg havde købt det! Og så kan jeg faktisk rigtig godt lide designet fra 1920’erne.
Historien om lomme-Omegaen kommer jeg nok til at fortælle mere om senere, men nu tilbage til dress-ur-problemet: Den gode oplevelse med Omega lommeuret fik mig til til at interessere mig for vintage-ure. Noget, jeg ellers ville have forsvoret. Men mange vintage Omegaer i 5-10.000 kr. klassen ser ud til at være rigtig fine som dress-ur. De er på mange måder underspillede, men alligevel både stilige og interessante. Fra Omegaerne gik undersøgelserne videre til vintage Rolex. Og så endte jeg ved Lemania. Lige netop Lemania er da sjovt som vintage-ur. Både sjældent og historisk. Og jeg fandt et meget smukt (men nok ikke heeelt originalt) Lemania på Chrono24, og det prøvede jeg at købe.
Jeg siger ”prøvede at købe”. Forhandleren havde åbenbart en stor uvilje mod at afvikle handelen via Chrono24. Det skulle absolut være PayPal, som jeg ikke lige gad oprette mig i. Og da han så blev lidt små-ubehagelig, trak jeg følehornene til mig.
Så satte jeg projektet på stand-by. Men her i dag er jeg nået til en ny fase i rejsen mod at finde det rigtige dress-ur. Jeg har fundet et ur, som er i produktion i dag, men som på mange måder minder mig om de vintage-ure, jeg har kigget efter i nogen tid. Det ticker vist alle boksene for et klassisk dress-ur. F.eks. med en hvid skive og en sort rem. Og ved i det hele taget at være ekstremt minimalistisk. Her er ingen dato eller andet unødig bling til at ødelægge det stilrene design. Eneste komplikation er en sekundviser, som på oldgammel vis er placeret på en lille separat skive, hvor den ikke så meget over-informerer om klokkeslettet, men bare siger ”jeg er ikke gået i stå”.
Det er endda så minimalistisk, at det ikke har automatik. Hvad skal man med automatik på et ur, som alligevel kun skal bruges engang imellem? Og for resten: Uden dato-visning er det pære-let at trække det op og stille det, når det engang imellem skal i brug.
Prisen er helt dernede, hvor uret kan konkurrere med de fleste vintage-ure. Knap 9.000 kr., hvis man kan nøjes med versionen uden vindue på undersiden.
Og trods den lave pris, har uret absolut prestige for de fleste ur-nørder. Flot finish, ægte in-house, lille produktion osv.
Der er selvfølgelig også et par problemer. Først og fremmest, at det er lovlig lille. Kun 36 mm. Men det passer så igen meget godt med, at stilen er vintage-agtig. Og anmelderne fortæller, at uret har meget store horn, så det virker ikke feminint (sic!).
Et andet problem kunne være, hvis man er far til en teenagepige, og hun hører, at urets rem er lavet af heste-hud! Anmelderne fortæller ellers, at det er en meget fin rem. Bl.a. skulle det være fint, fordi huden er taget fra et helt bestemt sted på hesten (vistnok et sted på ryggen).
Der er ingen præmie til dem, der gætter, hvilket ur, jeg tænker på. Men hvis nogen kan anvise et bedre alternativ på et billigt dress-ur hører jeg det gerne.
I begyndelsen af januar troede jeg, at samlingen endelig var komplet. Jeg havde på nettet bestilt et Tissot LeLocle med hvid skive og sort rem. Det tickede af i rigtig mange bokse for et dress-ur. Og så var det endda billigt (ca 3.000 kr), hvilket passede meget godt med, at det nutildags er sjældent, at jeg har brug for et egentlig dress-ur. Men billederne på nettet så fantastiske ud, og det kunne jo også bruges som afveksling for mit hverdags-ur.
Da LeLoclen så ankom viste det sig at have alvorlig design-fejl. Der var noget med yderste kant af skiven, som bare virkede endnu mere billigt end de 3k. Derfor måtte det ud igen efter et par uger. Det lykkedes heldigvis at afsætte det på DBA med et tab på bare 7-800 kr.
Men hva’ gør man så? Well, som nogen måske kan huske, havde vi her på sitet en tråd om James Bonds ure, og rebelsk som jeg er, blev jeg inspireret til at gå modsat og ønske mig et James Bond-film-skurke-ur. Nærmere bestemt det Longines Evidenza Chronograph, som Mads Mikkelsen bærer i rollen som LeChiffre i Casino Royal. Jeg er slet ikke til James Bond film, men lige netop Mads Mikkelsen som LeChiffre var helt fantastisk. Stenansigt, tonsvis af personlighed og så det venstre øje, som bløder, når han bliver stresset. Helt fantastisk. Og nærmere undersøgelser viste, at det helt præcise LeChiffre-ur faktisk var en quarts-udgave af Evidenzaen, og derfor ganske billigt for et Longines med kronograf.
Nu er der nok nogen, der stejler. En kronograf i et dress-ur??!!?! Og i det hele taget: Der er da alt for meget bling i det ur. Et dress-ur skal være diskret. Sådan tænkte jeg nemlig selv. Men på den anden side: Hvis LeChiffre kan bære det på kasino, kan jeg vel også. Og jeg er ikke sådan for alvor fundamentalistisk med, hvordan et dress-ur skal være.
Så var der bare et lille problem. For at retfædiggøre afvigelserne fra de traditionelle krav til et dress-ur og ikke mindst afvigelsen fra min forventning om et mekanisk ur, så SKULLE det altså være præcis den version af Evidenzaen, som Mads Mikkelsen havde på i filmen. Min sædvanlige ur-pusher kunne ikke skaffe den præcise variant. Det var ”udgået af sortimentet”. Det tilsyneladende eneste eksemplar på verdensmarkedet var hos en spansk urmager på Chrono24. I hans annonce var der bare nogle oplysninger, som jeg ikke rigtig kunne få til at passe. Hvilket førte til en mail-veksling frem og tilbage, og well….. jeg vil nødig lufte fordomme om spaniere, som jeg bestemt holder meget af. Lad os bare konstatere, at der ikke blev nogen handel.
Næste fase i jagten kom lidt ved en tilfældighed. Og her skal vi lige en omvej. Jeg havde fået den opgave at anskaffe et ur til min up-coming weekend som urmager-”lærling” hos Lars. Hans plan er, at jeg skal splitte et ur til atomer, og bagefter samle det igen. Selv om operationen sker under Lars’ kyndige vejledning er der jo en vis risiko ved sådan et projekt. Derfor skulle det gerne være det billigst mulige ur, der blev anskaffet. På den anden side havde Lars antydet, at et Omega med 5xx-caliber ville være det bedste.
De Omegaer, jeg kunne finde på nettet var bare enten for dyre til formålet eller for grimme. Jeg overraskede så den gode Lars (positivt, tror jeg) ved at købe et gammelt Omega lommeur. Ikke den rigtige caliber, selvfølgelig, men til gengæld bygget af nogle lidt større stumper end gamle armbånds-Omegaer. Og indtil videre har uret været en overraskende god oplevelse. Uret vandt 1 sekund det første døgn efter jeg havde købt det! Og så kan jeg faktisk rigtig godt lide designet fra 1920’erne.
Historien om lomme-Omegaen kommer jeg nok til at fortælle mere om senere, men nu tilbage til dress-ur-problemet: Den gode oplevelse med Omega lommeuret fik mig til til at interessere mig for vintage-ure. Noget, jeg ellers ville have forsvoret. Men mange vintage Omegaer i 5-10.000 kr. klassen ser ud til at være rigtig fine som dress-ur. De er på mange måder underspillede, men alligevel både stilige og interessante. Fra Omegaerne gik undersøgelserne videre til vintage Rolex. Og så endte jeg ved Lemania. Lige netop Lemania er da sjovt som vintage-ur. Både sjældent og historisk. Og jeg fandt et meget smukt (men nok ikke heeelt originalt) Lemania på Chrono24, og det prøvede jeg at købe.
Jeg siger ”prøvede at købe”. Forhandleren havde åbenbart en stor uvilje mod at afvikle handelen via Chrono24. Det skulle absolut være PayPal, som jeg ikke lige gad oprette mig i. Og da han så blev lidt små-ubehagelig, trak jeg følehornene til mig.
Så satte jeg projektet på stand-by. Men her i dag er jeg nået til en ny fase i rejsen mod at finde det rigtige dress-ur. Jeg har fundet et ur, som er i produktion i dag, men som på mange måder minder mig om de vintage-ure, jeg har kigget efter i nogen tid. Det ticker vist alle boksene for et klassisk dress-ur. F.eks. med en hvid skive og en sort rem. Og ved i det hele taget at være ekstremt minimalistisk. Her er ingen dato eller andet unødig bling til at ødelægge det stilrene design. Eneste komplikation er en sekundviser, som på oldgammel vis er placeret på en lille separat skive, hvor den ikke så meget over-informerer om klokkeslettet, men bare siger ”jeg er ikke gået i stå”.
Det er endda så minimalistisk, at det ikke har automatik. Hvad skal man med automatik på et ur, som alligevel kun skal bruges engang imellem? Og for resten: Uden dato-visning er det pære-let at trække det op og stille det, når det engang imellem skal i brug.
Prisen er helt dernede, hvor uret kan konkurrere med de fleste vintage-ure. Knap 9.000 kr., hvis man kan nøjes med versionen uden vindue på undersiden.
Og trods den lave pris, har uret absolut prestige for de fleste ur-nørder. Flot finish, ægte in-house, lille produktion osv.
Der er selvfølgelig også et par problemer. Først og fremmest, at det er lovlig lille. Kun 36 mm. Men det passer så igen meget godt med, at stilen er vintage-agtig. Og anmelderne fortæller, at uret har meget store horn, så det virker ikke feminint (sic!).
Et andet problem kunne være, hvis man er far til en teenagepige, og hun hører, at urets rem er lavet af heste-hud! Anmelderne fortæller ellers, at det er en meget fin rem. Bl.a. skulle det være fint, fordi huden er taget fra et helt bestemt sted på hesten (vistnok et sted på ryggen).
Der er ingen præmie til dem, der gætter, hvilket ur, jeg tænker på. Men hvis nogen kan anvise et bedre alternativ på et billigt dress-ur hører jeg det gerne.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
