29-11-2013, 10:29 PM
Omkring medio 2012, kastede jeg et par ”håndgranater” ind på første sal i mit hus. Nu skulle der ske en komplet renovering af ”hytten”.
Projektet, der var forudset, forhåbet, planlagt ….. til et halvt års tid – tog et helt år; men så var der også gået til stålet.
Ovenstående trøstesløse billede er taget fra de øverste trin af trappen til første sal.
Til højre ses en kvist, hvor der skal indrettes badeværelse. Døren fører ind til det daværende køkken, jfr. vandrørene.
Væggen til venstre for døren støder op til skorstenen, der faldt sammen ved væggens nedtagning.
Skorstenen måtte mures op på ny, da den nu anvendes til varmerør og kabler.
Til venstre for skorstenen ses en plastik støvvæg, bag hvilken jeg skulle drive en forretning, og af og til være aktiv på forum.
Da ombygningen var færdig, var der stadigt 4 døre på etagen; men ingen af dem sad, hvor der tidligere havde været en dør, og 2 sad i helt nye vægge.
…. Forløbet i et sådant forehavende kan beskrives i en enkelt sætning: ”Hvilket afsindigt svineri”.
I køkkenet gik det også ”muntert til”. Det manglende gulv i baggrunden, skyldes et sløjfet skunkrum, der blev inddraget i gulvarealet.
I den rå tagkonstruktion ses udskæring til et Velux vindue og på væggen aftryk af gamle køkkenskabe.
Tagkonstruktionen er et trempeltag, dvs. skråvæggen ender ikke helt ned ved gulvet; men er løftet på en ca. 80 cm høj ydermur.
Derved bliver det sløjfede skunkrum langt mere anvendeligt gulvareal; men de såkaldte stormbånd, der støtter tagkonstruktionen er noget af en indretningsmæssig udfordring.
På dette stade i byggeriet, er installationen præget af ”frit i luften svævende kabelføring”.
Adskillige måneder senere (langt flere end forudset), var der etableret et nyt køkken, der ses i samme fotovinkel.
Hvorvidt stormbåndene er inkorporerede smukt i helhedsbilledet er nok en smagssag, men de står altså hvor de står, og kan ikke bare flyttes.
Jeg skal blot anføre, at tilpasning af lister, vinduesindfatning og gipsplader omkring sådan nogle ”skrå sataner”, er noget af et ”fiddle arbejde”.
Køkkenet er monteret med Siemens køkkeninventar, om hvilket man kan sige, ”Det er muligvis ikke så fikst, men det er dæleme solidt”.
Samtidig med montering af emhætte, opvaskemaskine, komfur og køleskab, havde jeg d. 24. januar fornøjelsen, at få udbetalt udbytte af mine aktier i Siemens, 782 € - sådan lidt en loyalitetsbonus
Og nu kommer vi så endeligt til det ukuelige.
I alt dette afsindige svineri, blev potteplanter bare forsømt, skubbet rundt efter forgodtbefindende, og samtidigt dænget til med mørtel, slibestøv og malingsstænk, you name it.
Det skyldtes vist dovenskab, at potteplanterne ikke bare blev smidt ud, men på et tidspunkt i forløbet, blev de stillet ud på balkonen.
En mild gang sommerregn og et skvæt vand i ny og næ, fik flere af dem til at ændre kulør fra hvidpudret til friskgrøn.
Da flere af potteplanterne havde vist ukuelighed, kom de til ære og værdighed igen, og fik lidt mere regelmæssig vanding.
Blandt planterne var en julekaktus, der lignede en vissenpind, eller nærmest noget der er løgn. – Den genvandt også livsmodet.
Den havde jeg ikke skænket en tanke, før for 14 dage siden, hvor den påkaldte sig opmærksomhed ved nærmest at gå i ”eksplosiv blomstring”.
Billedet viser ”to ukuelige”, nemlig min 45 år gamle Seamaster Chronostop (kaldet Unbreakable) og den ligeledes ukuelige julekaktus,
(Schlumbergera truncata, eller på engelsk: 'Christmas Joy', og på tysk: 'Königers Weihnachtsfreude')
På tærsklen til den fredfyldte(?) julemåned, vil jeg med dette lille juleeventyr ønske forummets medlemmer nogle rigtig gode juleforberedelser.
Samtidig vil jeg fremhæve moralen, at med et par regelmæssige og kærlige skvæt vand, kan en forsømt eksistens reagere med forbløffende frodighed.
Det samme gælder et urforum, hvor nogle regelmæssige, og behændige indlæg kunne medføre fornyet blomstring….
… om det sidste ville man kunne sige, ”og det var et rigtigt juleeventyr”.
Med venlig hilsen - Geodoc
Projektet, der var forudset, forhåbet, planlagt ….. til et halvt års tid – tog et helt år; men så var der også gået til stålet.
Ovenstående trøstesløse billede er taget fra de øverste trin af trappen til første sal.
Til højre ses en kvist, hvor der skal indrettes badeværelse. Døren fører ind til det daværende køkken, jfr. vandrørene.
Væggen til venstre for døren støder op til skorstenen, der faldt sammen ved væggens nedtagning.
Skorstenen måtte mures op på ny, da den nu anvendes til varmerør og kabler.
Til venstre for skorstenen ses en plastik støvvæg, bag hvilken jeg skulle drive en forretning, og af og til være aktiv på forum.
Da ombygningen var færdig, var der stadigt 4 døre på etagen; men ingen af dem sad, hvor der tidligere havde været en dør, og 2 sad i helt nye vægge.
…. Forløbet i et sådant forehavende kan beskrives i en enkelt sætning: ”Hvilket afsindigt svineri”.
I køkkenet gik det også ”muntert til”. Det manglende gulv i baggrunden, skyldes et sløjfet skunkrum, der blev inddraget i gulvarealet.
I den rå tagkonstruktion ses udskæring til et Velux vindue og på væggen aftryk af gamle køkkenskabe.
Tagkonstruktionen er et trempeltag, dvs. skråvæggen ender ikke helt ned ved gulvet; men er løftet på en ca. 80 cm høj ydermur.
Derved bliver det sløjfede skunkrum langt mere anvendeligt gulvareal; men de såkaldte stormbånd, der støtter tagkonstruktionen er noget af en indretningsmæssig udfordring.
På dette stade i byggeriet, er installationen præget af ”frit i luften svævende kabelføring”.
Adskillige måneder senere (langt flere end forudset), var der etableret et nyt køkken, der ses i samme fotovinkel.
Hvorvidt stormbåndene er inkorporerede smukt i helhedsbilledet er nok en smagssag, men de står altså hvor de står, og kan ikke bare flyttes.
Jeg skal blot anføre, at tilpasning af lister, vinduesindfatning og gipsplader omkring sådan nogle ”skrå sataner”, er noget af et ”fiddle arbejde”.
Køkkenet er monteret med Siemens køkkeninventar, om hvilket man kan sige, ”Det er muligvis ikke så fikst, men det er dæleme solidt”.
Samtidig med montering af emhætte, opvaskemaskine, komfur og køleskab, havde jeg d. 24. januar fornøjelsen, at få udbetalt udbytte af mine aktier i Siemens, 782 € - sådan lidt en loyalitetsbonus
Og nu kommer vi så endeligt til det ukuelige.
I alt dette afsindige svineri, blev potteplanter bare forsømt, skubbet rundt efter forgodtbefindende, og samtidigt dænget til med mørtel, slibestøv og malingsstænk, you name it.
Det skyldtes vist dovenskab, at potteplanterne ikke bare blev smidt ud, men på et tidspunkt i forløbet, blev de stillet ud på balkonen.
En mild gang sommerregn og et skvæt vand i ny og næ, fik flere af dem til at ændre kulør fra hvidpudret til friskgrøn.
Da flere af potteplanterne havde vist ukuelighed, kom de til ære og værdighed igen, og fik lidt mere regelmæssig vanding.
Blandt planterne var en julekaktus, der lignede en vissenpind, eller nærmest noget der er løgn. – Den genvandt også livsmodet.
Den havde jeg ikke skænket en tanke, før for 14 dage siden, hvor den påkaldte sig opmærksomhed ved nærmest at gå i ”eksplosiv blomstring”.
Billedet viser ”to ukuelige”, nemlig min 45 år gamle Seamaster Chronostop (kaldet Unbreakable) og den ligeledes ukuelige julekaktus,
(Schlumbergera truncata, eller på engelsk: 'Christmas Joy', og på tysk: 'Königers Weihnachtsfreude')
På tærsklen til den fredfyldte(?) julemåned, vil jeg med dette lille juleeventyr ønske forummets medlemmer nogle rigtig gode juleforberedelser.
Samtidig vil jeg fremhæve moralen, at med et par regelmæssige og kærlige skvæt vand, kan en forsømt eksistens reagere med forbløffende frodighed.
Det samme gælder et urforum, hvor nogle regelmæssige, og behændige indlæg kunne medføre fornyet blomstring….
… om det sidste ville man kunne sige, ”og det var et rigtigt juleeventyr”.
Med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
