Japansk nytårsgave

[Joepete]

Som tak for et godt og inspirerende år 2010 på Japansk Forum, udloves årets japanske nytårsgave: Et Casio G-Shock G-7800B

For at vinde uret skal du i tråden bidrage med en positiv ur-relateret historie. Den bedste og mest positivt inspirerende historie vinder uret

Tråden løber indtil nytårsdag, så du har lidt tid til at gå ud i livet og søge positive ur-relaterede oplevelser, i fald du ikke lige har nogle på lager

Uret er som nyt. Der medfølger metalbox, yderkarton, hang-tag, manual og købskvittering.

God jul og godt nytår til alle

[Claus_K]

FLOT gestus! ...jeg går i tænkeboks

[KimT]

Nu er jeg på ingen måde historie fortæller, men jeg er da nød til at bidrage

Hele min urrejse, har fra dag 1 været positiv. Jeg har ikke haft nogle konkrete negative oplevelser der har været urrelaterede.
Men det giver næsten sig selv, at alle de GTG´er jeg har deltaget i, har været en utrolig oplevelse.
De mennesker man møder, som er så forskellige, og som kommer fra så forskellige steder i landet og livet.
Samtlige gange har det været utrolig positivt, og jeg fortryder kun at der ikke har været flere.

Alle handler jeg har foretaget, og mennesker jeg har handlet med, har også bidraget på positiv kontoen

Så hvad skal jeg sige

Jeg har siden 2004 været en del af dette forum, i gode og i mindre gode tider.
Men jeg vender altid tilbage, da der er en del personer herinde, som jeg nyder at dele min hobby med
Og selv om jeg tit siger til mig selv, at jeg skal skære ned på mit forum misbrug, så skal jeg altid lige have et fix mere

P.s. Uret ville være perfekt til min søn

[hannover_dk]

Jeg deltager uden for konkurrence, med en ikke ur-relateret historie - som dog ender positivt.

Vi har i sommerhuset et orange Julestjerne i vinduet (billede nederst). Vinduet vender ud til en skrænt der fører ned til havet.

Stjernen købte min mor og far i Sverige da de var der som flygtninge under Julen 1944. En kristen Julestjerne i et halvjødisk flygtningehjem, - far var født jøde, mor ikke, men ingen af dem gik egentligt op i religion, så det var vel nok bare et udtryk for tradition, og jeg ved de siden satte stor pris på den.
Den kom med hjem til Danmark i Maj 1945, og da de gik bort, kom den ud til mig, hvor den har hængt hver Jul siden.

For en del år siden, jeg vil tror ca 1990, var vi i sommerhuset 23/12. Det var en pivende vinterstorm minus 5 grader med snefygning, og et hav i oprør. Vi havde gang i pejsen, og pludseligt hørte vores ældse søn på ca 12 - en lyd; Som et næb der "prikker" på en rude. Han gik hen til vinduet mod havet, og sagde så, som børn kan sige: Der ligger sgu en gammel dame i sneen.

Vi susede ud og fik hende ind. Hun var totalt underkølet, drivvåd og fyldt med is og sand. Hun kunne intet sige og knapt røre sig. Vi rev det meste af det våde tøj af hende, men undlod undertøjet, det føltes ikke rigtigt at klæde sådan en pæn ældre dame (ca 70) nøgen.

Vi gned som gale på hende og varmede direkte med en varmeblæser hen imod hende og ringede efter ambulance. Hun kom sig en smule og kunne sige at hun var så forfærdelig bange og at hendes navn var Hilde - men det var alt.

Ambulancen var laaaang tid om at komme gennem snestormen. Da ambulanceførerne kom, var det slut med fin-følelsen. Af med alt tøjet og indrulning i alu-folie som hjalp med at få varmen op, og så gik det ellers med udrykning mod Hillerød.

Jeg gennemsøgte vejviser, for at finde en "Hilde" i lokalområdet, og fandt en Hildegaard xxxxx. En opringning viste, at det var ret person. Hendes mand fortalte, at hans kone altid blev deprimeret omkring Jul. De havde drukket snaps til middagen, og pludseligt var hun gået tur. Han var endnu ældre, og nåede ikke med.

Han fortalte, at hun blev så deprimeret, fordi hun under krigen, i 1944 - det år stjernen kom op i Sverige, som ung (jødisk) kvinde var kommet i Tysk koncentrationslejr, hvor begge hendes forældre var blevet myrdet, og hun selv kun lige overlevede.

Hun havde derfor nu besluttet at gøre en ende på det hele. Hun gik ned ad vor vej, ned af skrænten og direkte ud i det stormende hav. Dér var det gået op for hende, at hun ikke kunne klare smerten, og hun kravlede ind igen og op af trappen på skrænten (150 trin)
Da hun kom op på det flade, gav hun op og lagde sig rent ud sagt, for at dø, i sneen.

Der fik hun øje på vores vindue - 60 meter borte, med stjernen, og bestemte, at den måtte være tegn på at hun skulle kæmpe og leve. Hun kravlede gennem sne de 30 meter ind til grunden hvor hun stødte på vor rosenhæk. Så lagde hun sig ned og rullede sidelæns gennem den kraftige hæk og videre sidelæns rul hele vejen op gennem haven. Der var et tydeligt spor i hele kroppens længde af rulleturen i sneen.

Der ramte hun huset, lige under vort vindue og stjernen, og kunne lige klare at banke på ruden med en stenbesat ring hun havde på fingeren.

Jeg synes nok man kan tale om en egentlig ledestjerne i det fald og, at I lige skulle ha en sand julehistorie som endte godt. Hilde fik lov at komme hjem fra hospitalet Juleaften, fik det meget bedre, og vi fik hele historien af hendes mand som kom lige efter Jul, med en stor flaske champagne.
Ikke et ord om ure, men det er positivt, sandt - og det er jul - så uden for konkurrence. Her stjernen i år - i koldt men dog ikke mørke og blæsende vejr

[Avantismo]

Jeg droppede ud af en handel ved hjælp af gode medlemmer's råd.

Det er jeg meget glad for i dag, hvor jeg blot bliver mere og mere forelsket i mit Seiko SK779 Monster.

Købt efter at have læst en masse spændende skrevet af bla. Joepete...

Jeg har da også entragisk julehistorie der ender næsten lykkeligt.

4 år siden i December måned.

Da vi skulle have min yngste søn Felix gik fødslen ok, men derefter gik alt galt.

Konen fik barselsfeber / blodforgiftning akut 3 dage efter fødslen. Blev ringet op kl 2 om natten og en læge sagdeat det nok var bedst at jeg kom på Hvidovre hospital NU !!

Mødte lægen og fik at vide at min kone var i koma på intensiv traume afd. Hun var 3 minutter fra at dø ifølge dem og de kunne ikke sige hvilket vej det ville gå. Hun var i paralyse og de havde måtte operere hende akut.

Hun lå i koma i 11 dage og vågnede langsomt 2 dage før juleaften. Hendes krop var så medtaget at hun i pricippet var lam. Det tog hende en uge at "lære" at spise selv da hendes arme var lammet af blodforgiftningen.

Efter 4 måneders hård genoptræning kunne hun blive udskrevet og hun kom hjem. Hun mistede 4 tæer, og resten er vokset sammen pga blodforgiftningen. Hun mistede også sin livmoder, så ikke flere børn til os. Hun har lagt det bag sig, men kæmper stadigvæk med smerter og hun kan ikke længere løbe lange ture mere.

Men når jeg ser på hende og vores 2 drenge ved jeg at det er det smukkeste syn i verden.

Hver år til jul kigger vi hinanden i øjnene og husker den hårde tid.... Men vi klarede den.

[svand]

Jeg har EN personlig "historie" jeg vil bidrage med.

Min passion for japanske ure startede for nogle år siden og jeg fik hurtigt stablet en samling på benene vi ved alle hvor meget man får slæbt indenfor døren i starten. Men da min lille pige kom til verden 6 uger for tidligt besluttede jeg mig for at lave et ur til mig og min kæreste til minde om den hårde start, der trods megen modgang endte RIGTIG godt. Jeg valgte et Seiko 6309-7040 der skulle bygges op i org. stand og min kæreste en 6309-7290 hvor hun selv valgte skiven. Begge ure syntes jeg selv jeg slap ok af sted med og var ufattelig glad for selv at have sat dem i stand fra bunden.
Efter cirka et års tid med en del ure i samlingen pådrager jeg mig en rygskade der gør at jeg ikke kan passe mit studie job dette betyder at det er MEGET småt med penge og jeg tager derfor beslutningen om at sælge ALT på nær min 6309 for den vil jeg bare ikke af med.
Men en dag fik jeg en mail fra en svensk gut der gerne ville have mig til at sætte hans 6309-7040 i stand, vi fik aftalt, hvad der skulle laves og jeg fik uret tilsendt og jeg gik i gang med den store, omgang uret skulle have. Jeg skippede uret retur efter at have renset kasse, skiftet glas, pakninger og org. skive (fra min gode ven i Holland) det viste sig dog at blive en rent mareridt da uret efter 7, hverdage stadig ikke var dukket op og ifølge post.dk tracking stadig skulle befinde sig i Taulov hmm. Manden i den anden ende begyndte samtidig at blive utålmodig og jeg måtte træffe et valg, enten sende ham pengene for uret eller smide mit svendestykke af sted til ham som kompensation.
Jeg valgte det sidste og sendte ham mit kæreste eje af sted (denne gang med GLS) i håb om at hans ur dukkede op så vi kunne bytte tilbage igen. Der skulle gå 3 måneder før min mobil en dag ringede og en flink dame fra post.dk kunne fortælle mig at pakken var fundet og at den ville være fremme ved modtager i løbet af 2 dage, dette var nok en af de bedste nyheder jeg længe havde fået og den svenske gut returnerede mit ur og er nu tilbage på min arm og der var ikke EN skramme på det.
Han fortalte at han ikke have turde gå med det uden for huset grundet urets historie og han ville ha det skidt med at have lavet skader hvis det skulle retur. Det er hvad jeg kalder en sand gutter-ur-ven af format….
Dette var mit bidrag til endnu en fantastisk gestus fra Sir. Joepete
Uden din viden John tror jeg mange af os ville fare vild i juglen af Seiko ure! Tak for det og glædelig jul til jer alle her på Vintageure.dk

[hannover_dk]

svand Skrev:Jeg har EN personlig "historie" jeg vil bidrage med.

Herligt

[Seikofreak]

Glædelig jul til alle jer Urtosser derude og et godt nytår.
Tak for den store konkurrence og de dejlige fortællinger der allerede er skrevet, jeg har nydt dem alle.
En af mine hobbyer er at kigge rundt i genbrugsforretninger og på loppemarkeder, og du ville blive overrasket over, hvad jeg har fundet. Jeg har bogstaveligt talt hundredvis af gamle ure købt i skokasser blot for at finde ud af, at de alle er i en håbløs tilstand eller bare håbløse, jeg har dog også fundet nogle smukke ure undervejs. De ure der ikke virker har alle fundet et hvilested i mit kælder, og nogle af dem forsøger jeg at bringe tilbage til livet, når jeg har tid.
Én gang til en familiefest drejede diskussionen sig om gamle ure, svigerfar fortalte om sit første Omega, og svigermor fortalte mig om en Tissot hun fik til hendes Konformation, hun tabte det dog nogle år senere. I et roligt øjeblik jeg sneg ned til urkasserne i kælderen og fandt en dejlig Ladies Tissot ur som jeg huskede lå i en af kasserne, og presenterede det for svigermor - bare det at se hendes ansigt - en blanding af vantro og glæde - Det var min favorit-ur-øjeblik.

[Mr. Tick]

Jeg vil blot tilføje nogle kommentarer.

Fedt initiativ, Joepete.

Og god historie, svand.

[Enzaie]

Sørme flot initiativ, Joepete..!

Nu er jeg ikke spc. god til at fortælle historier og ved heller ikke rigtigt om det følgende tæller med, men pyt, jeg kan i denne forbindelse ikke lade være med at tænke på historien om mit første ur, et Zodiac, Sea Wolf, som jeg fik af min far, da jeg var dreng for snart 40 år siden i starten af 70erne, ja, det er jo ikke noget særligt ur, altså målt med alt det grej i vises her på forum, men nu vel,, det har dog sin plads i historien og så har dette ur haft en nærmest mystisk evne til, på flere måder at blive væk og komme igen, da jeg fik det var den originale rem for stor til mit lille håndled, så flere remme har været monteret, de kunne dog aldrig holde og jeg var også en rigtig klovn til at passe på et ur dengang, jeg har feks. gentagende gange hentet det i div. glemmekasser, tabt og fundet det et utal af gange de mest besynderlige steder.

Jeg husker, at jeg et forår tabte det i vandet ved siden af vores båd, det var søndag aften og vi skulle kort efter hjem, jeg var helt knust, det var mit eneste ur, men jeg havde ikke mod til at springe i det kolde vandet og rode efter det på den løse bund mellem bådene, ej heller at sige noget om det til min far, ugen efter, da vi igen er ude ved båden, forsøgte jeg naturligvis, så snart min far var ude af syne, dels at huske hvor det lige var jeg tabte det og dels prøvede en lang række ting for at få det op igen, kroge, magneter osv., men uden held, ugen efter gik på samme måde og ugen efter igen, tiden gik, det blev sommerferie og uret delvis glemt, det lå nu skjult i mudder ca. 3 meter nede, æv..!, nogle uger efter skoleferien, vel nok 4 måneder senere, kom jeg igen i tanker om uret, der jo stadig lå dernede og grinede af mig, og fik denne gang flere af mine kammerater fra havnen, med til at forsøge at få det op, et fiskenet der egnede sig til formålet blev gennemtænkt, konstrueret og testet, robåde, tovværk, undervandskikkert, ekstralange bådshager og lys blev bragt i højeste alarmberedskab og tænk..! efter en god times “fiskeri” lykkes det os knægte, ja jeg vil kalde det rent held, at fiske det skadefrit op og tilmed uden min far opdagede noget, det skulle nu bare skylles, stilles og rystes lidt, så gik minsanten det igen.

En anden gang, efter en kælketur på den store bakke i Herstedøster, opdager jeg under aftensmaden til min skræk at jeg mangler mit ur, jeg havde været på cykkel derud og kunne jo have tabt det mange steder på de ca. 6 km vej, men i min naive barnetro får jeg den ide, at jeg nok har tabt det under et af de mange “styrt” på bakken, og at det nok lod sig finde med en rive, nu var det jo så blevet bulrende mørkt og s…. koldt, men der var jo ikke andet at gøre, end at få fat i en lygte og en rive og så op på cyklen og forsøge at finde det, men 4-5 timers riven og søgen i sneen er en dråbe i havet derude, bakken er kæmpestor og der havde måske været 2-300 mennesker den dag som også kunne ha fundet det, og nu var klokken over 23, de sidste batterier til lygten var ved at løbe ud og jeg måtte grædefærdig våd og gennem kold opgive og traske ned mod min cykkel som jeg, for at kunne finde i mørket, havde stillet omtrent samme sted som på kælketuren, for at kunne se låsen tænder jeg lygten og medens jeg står og indstiller koden, kommer jeg ved et rent tilfælde til at se ned i sneen, og hvad ligger der der, næsten lige under min cykkel??? mit Zodiac ur,, sikke en lettelse, ja nærmest komisk, jeg kan stadig den dag i dag, grine længe over at jeg engang brugte en hel aften på at rive en kæmpe kælkebakken, for at finde et ur, der lå lige under min cyklen, men altså jeg har antageligt tabt det, da jeg efter kælketuren skulle binde kælken fast bag på cyklen, og så har jeg bare ved et rent tilfælde fået stillet min cykkel lige nøjagtigt og ikke bare omtrent samme sted, helt usansynligt..

Efter et grimt styrt, hvor jeg sad bag på en bundulovlig knallert, der ad en hulvej i rasende fart tog magten fra ejeren og gav os begge et solidt professorat i tyngdeloven, kom uret til at se ud som på foto, ja så kan i f…… lære det kan i, sådan et par møjunger…! var min fars kommentar da vi, godt forslået med revet skin og tøj, kom slæbende med resterne af køretøjet, Ak ja, det var dengang…! Jeg kunne fortælle mange flere små historier om det ur, men nu vil jeg ikke trætte jer mere med flere af mine tossestreger.

Herefter kom jo så også quartz urene til, Omron ell. tror jeg det første, som jeg af egen lomme hade råd til hed, med solcelle og stopur, senere også med noget dengang så “vildt” som alarm og Zodiacen med det knuste glas, og sit nu pludseligt (for mig) latterlige mekaniske værk, røg i en skuffe, sener en rodekasse, så en anden rodekasse og nok en rodekasse op på loftet og ned i kælderen osv., jeg har et utal af gange gennem tiden, haft fat i det og været lige ved at smide det ud, da jeg ikke rigtigt regnede det for noget som helst, og ikke troede på at den type ure havde nogen fremtid overhovedet.

MEN…! Nu har jeg den senere tid alligevel, fået lidt interesse for mekaniske ure, måske er det alderen, men jeg har altså ved flere lejligheder følt mig lidt kikset med mine lidt “konfirmant agtige” Casio quartz ure, og har flere gange været lige ved at købe et brugt Breitling eller et nyt Tag Heuer, men da Zodiacen pludselig dukkede op igen, unde en oprydning i kælderrummet for et par måneder siden, blev det jo også pludseligt lidt interssant, det kunne jo være sjovt at få det lavet, da det rummer en del historie fra min tidligt ungdom, jeg tog det derfor med rundt til flere urbutikker for at høre om noget kunne gøres, men ingen kendte rigtigt mærket og de fleste ville også meget heller sælge mig et nyt ur, så selv om det pinte mig lidt, var jeg var faktisk lige ved at smide det ud igen, men forsøgte så for ca. en månede siden, som sidste udvej inden skraldespanden og nærmest også sådan lidt for sjovt, at lave en søgning på nettet for at finde ud af hvad det faktisk er for et ur jeg har, og fandt så heldigt nok dette forum, her blev min Sea Wolf lynhurtig genkent af hannover der nok mente det kunne laves og anviste urmageren krognos, da jeg kom derind, og så hvad den butik kunne byde på af ure, tænkte jeg at de nok ville klappe sig røde på lårene af grin over mit skide Zodiac, og var da også lige ved at gå igen, men jeg vågede mig dog ind alligevel, og sikke et held, for her var holdningen, til min store begejstring, at det da ville være “helt åndsvagt“, for ikke at sige direkte forbudt, ikke at få gang i det igen.

Så takket være dette forum ender historien om mit Zodiac “foreløbig” så positivt som den overhovede kan, det er idag i sikkert jerngreb hos Krognos, som vil give det den helt store tur, jeg får det hjem først i det nye år (foto vil følge) og glæder mig meget til at se det og gå med det igen, det skal nu passes en hel del bedre på og tjene som mit første rigtige vintage ur..

Fra Niels Andersen, Til alle jer urtosser,
Godt Nytår..