10-08-2012, 10:05 PM
Begge ure kommer af Seamaster Professional ophavet hos Omega, og alligevel er de så forskellige. På en eller anden måde varslede de begge store forandringer i segmentet, da de blev lanceret. En forandring, som er fortsat med lanceringen af den nye cal. 8500 drevne PO, og som i nogen grad tog sin begyndelse med Omega 2254.50 modellen.
Vi kan jo lige så godt få ”det sure” ud af verden med det samme, for begge modeller har været kritiseret for at være ”mere dress end tool”, at lynetterne kunne klikke bedre og mere præcist, at de ”kun” indeholder ETA værker, at kassen ”blot” er en forvokset Speedy osv. osv. Når nu hjertet er lettet for de ”sure” vinkler, så kunne jeg godt tænke mig at dvæle lidt ved de ting, som jeg mener, urene ”gør” godt. Nedenstående er altså dybt subjektivt, og som sådan ikke en anmeldelse – mere mine tanker og sammenlignende overvejelser omkring urene.
Begge ure trækker designmæssigt på tidligere tiders Omega Seamaster klokker. Her er det særligt designet omkring visere og markeringer, som jeg tænker på. Selv om urene altså er meget forskellige, så hylder de alligevel Seamaster ophavet, og sådan en detalje ved modellerne holder jeg særligt meget af.
Kassestørrelsen på de to ure er meget forskellig: 41,5mm vs. 45,5mm. I praksis syner forskellen mindre, da 2254 skiven er stort set samme størrelse, som PO skiven. På armen mærkes forskellen i kassestørrelse dog ret tydeligt. Jeg har brede håndled, så PO´en passer mig rigtig godt. Den ”skrider” ikke på håndleddet, som 2254 godt kan gøre det. På den anden side, så er 2254 super behagelig at bære, da man ikke mærker den på armen. Den smutter let op under et ærme, og når den så titter frem nedenunder, så får man altid et smil på læben, for uret er utrolig smukt og harmonisk, synes jeg. Den enkle skive og de let aflæselige visere bidrager stærkt hertil, og samtidig har uret lige lidt finesse, idet skivens bølger ses i forskelligt lys. En super fin detalje! PO´en har indrammede markeringer, et smukt hævet logo og visere, som flot matcher skivens design. Af detaljer på PO´en, som jeg særligt holder af er, at Omega i D versionen af deres Co-Axial værker har valgt at anvende de smukke fonts fra den nye cal. 8500 serie. Mage til lækre fonts skal man lede længe efter, synes jeg. Og så er jeg vild med PO sekund viseren. Den er på en og samme gang klassisk, fræk og ny. Super godt design! Når det er nævnt, så er jeg dog fuldstændig vild med sværd sekund- og timevisere. De gør det muligt at aflæse uret med et hurtigt kig, og i tilgift udstråler de styrke og elegance med deres æstetiske udformning.
2254 lynetten har små ”nedfasninger” og meget tykke fonts. Den er på mange måder super charmerende, og et af denne models helt særlige kendetegn, vil jeg mene. At den ikke er til at få fat i og raster højt larmende af sted lader jeg være med at dvæle ved, og så går jeg i stedet lettere videre til det perfekte match imellem skive- og lynettefarve. Det gælder både for PO´en og for 2254´eren. Det er super gennemført og giver også et æstetisk pift i opadgående retning. PO´ens lynette er lidt mere klassisk i designet, og den er da også væsentligt lettere at gribe og betjene – selv om den også er umådeligt ringe rastende af et ur i denne pris kategori.
Kasseforarbejdningen på begge ure er super god. Der er blevet plads til blanke overflader, børstede flader og svungne horn, som giver et super flot spil fra forskellige vinkler, når man betragter uret. Klassisk Omega udformning med krone kl. 3 og helium ventil kl. godt 10. Smukt logo på alle kroner, selv om kronerne ikke hører til de største på markedet, så er de imidlertid begge lette at gribe og betjene. Jeg er særligt imponeret over 2254 kronen, som jeg finder meget lille. Til gengæld er den ”lang”, og det gør kronen let at betjene, ligesom den også tillægger uret noget elegance, da den er gemt i en smuk form for kronebeskyttelse. PO kronen gør det imidlertid også godt, og selv om den er ”kortere”, så gør den let øgede størrelse i forhold til 2254´erens krone, at PO kronen er dejlig at betjene. Begge kroner klikker godt ud i alle positioner, og både visere og datohjul er lette at stille meget præcist. Omega klarer specielt en ting rigtig godt her: minutviseren stilles på det ønskede antal minutters markering, og så klikkes kronen på plads. Minutvisere rammer herefter skiven ved næste hele minut. Super godt gået! På mine 7750 drevne klokker skal minutviseren stå lidt før markeringen, og det skal den også på min Rolex cal. 3135. Panerai og Seiko Marinemaster kan dog også godt ramme spot on på markeringer – men Pammie har jo også kun nogle få den skal ramme
Omega PO bagkassen er super smuk. Den flotteste bagkasse, som jeg endnu har set. I sammenligning blegner 2254 bagkassen jo lidt, men tænker man lidt over det, så kunne PO bagkassen jo ikke være så smuk, uden den havde haft en god forgænger, og dermed sætter man straks lidt mere pris på 2254 bagkassen
Begge ure kan fås på lænke og gummi rem, og PO´en kan også fås med et væld af andre remme, ligesom man også til 2254 kan tilkøbe forskellige remme. PO lænken er dejlig blød, rund og ens børstet, imens 2254 lænken er i Speedy Pro stil – dvs. med børstede og blanke led, samt en kende smallere i tykkelsen. Jeg kan super godt lide PO lænken, men 2254 lænken gør det også fint på den mindre 2254 klokke. Claspene ridses let og der er ingen micro justering. Særligt det sidstnævnte skuffer mig, og det burde Omega kunne gøre bedre til prisen. Urene gummi remme ligner hinanden, men Seamaster Pro remmen er blødere, har flere huller og er mere komfortabel på armen. PO gummi remmen er stivere i det, og dette gør, at pasformen ikke er helt så god som på rem-forgængeren. Begge remme passer godt op til urkassen, og de passer også super godt til både lynette- og skivearve. Også her er der altså tænkt næsten hele vejen til målet.
Begge ures lume er super god, og særligt 2254´erens store 12-markering tjener et fint formål i mørket, da man så aldrig er i tvivl om, hvordan uret vender ved første øjekast. Man skal lige bruge et ekstra øjeblik til PO´en i mørke, men det er ikke noget graverende, efter min mening.
2254´eren drives af det ETA 2892 baserede værk, som hos Omega kaldes cal. 1120. Det er et robust værk, som med små ændringer fra ETA´s side til Omega, performer særdeles vel. Uret går yderst præcist, og det er til at få serviceret for rimelige penge af de fleste urmagere. Lad mig blot med det samme erkende, at jeg er en stor tilhænger af cal. 1120. Når jeg er i det polemiske hjørne, så kunne jeg godt argumentere for, at overgangen til cal. 2500 (2892 base med Co-Axial escapement tilføjet – i flere generationer sluttende med D) var mere et marketingsstunt, end det bundede i rationaler omkring at skabe et bedre værk. Medgivet, service intervallerne er øget, men i praksis holder et cal. 1120 jo ofte lige så længe (og i nogle tilfælde længere) end cal. 2500 værkerne, inden de skal serviceres. Min 2254 er fra 2004, og uret vinder knapt et sekund i døgnet – om det sidder på armen eller ligger i kassen. Det kan min 2500D altså ikke hamle op med. Jeg har dog haft godt performende cal. 2500 værker, men SKULLE jeg vælge mellem de to værker, så foretrak jeg en PO med cal. 1120 *sorry Mr. Daniels*
Når alt kommer til alt, så ER PO´en lige en tand mere velforarbejdet end 2254´eren, efter min mening. Til gengæld er der lidt mere ”rendyrket” dykkerur i 2254´eren, da glasset ikke har coating på ydersiden, og fordi det ganske enkelt aflæses bedre under stort set alle forhold – sammenlignet med PO´en. Det er lidt tankevækkende, at urene kommer fra samme producent, har samme Seamaster ophav, og alligevel løser de aflæsningsudfordringen så forskelligt: coating på begge sider af safirglasset på PO´en, og enkelt AR coating på indersiden af 2254´eren – til gengæld har uret store visere, og markeringerne på uret er også store, ligesom de ikke er stål indrammede. Jeg holder klart mest af den sidstnævnte løsning, for jeg har aldrig helt forstået, hvorfor man dog AR coater et hårdt materiale med et blødere, som kan ridses… Når man betragter PO´en skive, så er det dog en super fed effekt, at glasset nærmest ”forsvinder”, netop pga. den dobbelte coating.
Alt i alt er begge klokker super velforarbejdede, og selv om de er meget forskellige, så er det tydeligt, at de har fælles ophav – om end med lidt forskellig inspiration fra samme linie hos Omega. Begge er elegante, kan bruges til lidt af hvert, og så holder de også til sommerens badeture, ligesom de også kan være med på lidt mere ”seriøse svømmeture”. Urene summer på en eller anden måde Omega rigtig godt op, da både kvalitet, servicetilgængelighed/-priser, brand værdi og pris går godt hånd i hånd – efter min mening.
Nyd weekenden!
Vi kan jo lige så godt få ”det sure” ud af verden med det samme, for begge modeller har været kritiseret for at være ”mere dress end tool”, at lynetterne kunne klikke bedre og mere præcist, at de ”kun” indeholder ETA værker, at kassen ”blot” er en forvokset Speedy osv. osv. Når nu hjertet er lettet for de ”sure” vinkler, så kunne jeg godt tænke mig at dvæle lidt ved de ting, som jeg mener, urene ”gør” godt. Nedenstående er altså dybt subjektivt, og som sådan ikke en anmeldelse – mere mine tanker og sammenlignende overvejelser omkring urene.
Begge ure trækker designmæssigt på tidligere tiders Omega Seamaster klokker. Her er det særligt designet omkring visere og markeringer, som jeg tænker på. Selv om urene altså er meget forskellige, så hylder de alligevel Seamaster ophavet, og sådan en detalje ved modellerne holder jeg særligt meget af.
Kassestørrelsen på de to ure er meget forskellig: 41,5mm vs. 45,5mm. I praksis syner forskellen mindre, da 2254 skiven er stort set samme størrelse, som PO skiven. På armen mærkes forskellen i kassestørrelse dog ret tydeligt. Jeg har brede håndled, så PO´en passer mig rigtig godt. Den ”skrider” ikke på håndleddet, som 2254 godt kan gøre det. På den anden side, så er 2254 super behagelig at bære, da man ikke mærker den på armen. Den smutter let op under et ærme, og når den så titter frem nedenunder, så får man altid et smil på læben, for uret er utrolig smukt og harmonisk, synes jeg. Den enkle skive og de let aflæselige visere bidrager stærkt hertil, og samtidig har uret lige lidt finesse, idet skivens bølger ses i forskelligt lys. En super fin detalje! PO´en har indrammede markeringer, et smukt hævet logo og visere, som flot matcher skivens design. Af detaljer på PO´en, som jeg særligt holder af er, at Omega i D versionen af deres Co-Axial værker har valgt at anvende de smukke fonts fra den nye cal. 8500 serie. Mage til lækre fonts skal man lede længe efter, synes jeg. Og så er jeg vild med PO sekund viseren. Den er på en og samme gang klassisk, fræk og ny. Super godt design! Når det er nævnt, så er jeg dog fuldstændig vild med sværd sekund- og timevisere. De gør det muligt at aflæse uret med et hurtigt kig, og i tilgift udstråler de styrke og elegance med deres æstetiske udformning.
2254 lynetten har små ”nedfasninger” og meget tykke fonts. Den er på mange måder super charmerende, og et af denne models helt særlige kendetegn, vil jeg mene. At den ikke er til at få fat i og raster højt larmende af sted lader jeg være med at dvæle ved, og så går jeg i stedet lettere videre til det perfekte match imellem skive- og lynettefarve. Det gælder både for PO´en og for 2254´eren. Det er super gennemført og giver også et æstetisk pift i opadgående retning. PO´ens lynette er lidt mere klassisk i designet, og den er da også væsentligt lettere at gribe og betjene – selv om den også er umådeligt ringe rastende af et ur i denne pris kategori.
Kasseforarbejdningen på begge ure er super god. Der er blevet plads til blanke overflader, børstede flader og svungne horn, som giver et super flot spil fra forskellige vinkler, når man betragter uret. Klassisk Omega udformning med krone kl. 3 og helium ventil kl. godt 10. Smukt logo på alle kroner, selv om kronerne ikke hører til de største på markedet, så er de imidlertid begge lette at gribe og betjene. Jeg er særligt imponeret over 2254 kronen, som jeg finder meget lille. Til gengæld er den ”lang”, og det gør kronen let at betjene, ligesom den også tillægger uret noget elegance, da den er gemt i en smuk form for kronebeskyttelse. PO kronen gør det imidlertid også godt, og selv om den er ”kortere”, så gør den let øgede størrelse i forhold til 2254´erens krone, at PO kronen er dejlig at betjene. Begge kroner klikker godt ud i alle positioner, og både visere og datohjul er lette at stille meget præcist. Omega klarer specielt en ting rigtig godt her: minutviseren stilles på det ønskede antal minutters markering, og så klikkes kronen på plads. Minutvisere rammer herefter skiven ved næste hele minut. Super godt gået! På mine 7750 drevne klokker skal minutviseren stå lidt før markeringen, og det skal den også på min Rolex cal. 3135. Panerai og Seiko Marinemaster kan dog også godt ramme spot on på markeringer – men Pammie har jo også kun nogle få den skal ramme
Omega PO bagkassen er super smuk. Den flotteste bagkasse, som jeg endnu har set. I sammenligning blegner 2254 bagkassen jo lidt, men tænker man lidt over det, så kunne PO bagkassen jo ikke være så smuk, uden den havde haft en god forgænger, og dermed sætter man straks lidt mere pris på 2254 bagkassen
Begge ure kan fås på lænke og gummi rem, og PO´en kan også fås med et væld af andre remme, ligesom man også til 2254 kan tilkøbe forskellige remme. PO lænken er dejlig blød, rund og ens børstet, imens 2254 lænken er i Speedy Pro stil – dvs. med børstede og blanke led, samt en kende smallere i tykkelsen. Jeg kan super godt lide PO lænken, men 2254 lænken gør det også fint på den mindre 2254 klokke. Claspene ridses let og der er ingen micro justering. Særligt det sidstnævnte skuffer mig, og det burde Omega kunne gøre bedre til prisen. Urene gummi remme ligner hinanden, men Seamaster Pro remmen er blødere, har flere huller og er mere komfortabel på armen. PO gummi remmen er stivere i det, og dette gør, at pasformen ikke er helt så god som på rem-forgængeren. Begge remme passer godt op til urkassen, og de passer også super godt til både lynette- og skivearve. Også her er der altså tænkt næsten hele vejen til målet.
Begge ures lume er super god, og særligt 2254´erens store 12-markering tjener et fint formål i mørket, da man så aldrig er i tvivl om, hvordan uret vender ved første øjekast. Man skal lige bruge et ekstra øjeblik til PO´en i mørke, men det er ikke noget graverende, efter min mening.
2254´eren drives af det ETA 2892 baserede værk, som hos Omega kaldes cal. 1120. Det er et robust værk, som med små ændringer fra ETA´s side til Omega, performer særdeles vel. Uret går yderst præcist, og det er til at få serviceret for rimelige penge af de fleste urmagere. Lad mig blot med det samme erkende, at jeg er en stor tilhænger af cal. 1120. Når jeg er i det polemiske hjørne, så kunne jeg godt argumentere for, at overgangen til cal. 2500 (2892 base med Co-Axial escapement tilføjet – i flere generationer sluttende med D) var mere et marketingsstunt, end det bundede i rationaler omkring at skabe et bedre værk. Medgivet, service intervallerne er øget, men i praksis holder et cal. 1120 jo ofte lige så længe (og i nogle tilfælde længere) end cal. 2500 værkerne, inden de skal serviceres. Min 2254 er fra 2004, og uret vinder knapt et sekund i døgnet – om det sidder på armen eller ligger i kassen. Det kan min 2500D altså ikke hamle op med. Jeg har dog haft godt performende cal. 2500 værker, men SKULLE jeg vælge mellem de to værker, så foretrak jeg en PO med cal. 1120 *sorry Mr. Daniels*
Når alt kommer til alt, så ER PO´en lige en tand mere velforarbejdet end 2254´eren, efter min mening. Til gengæld er der lidt mere ”rendyrket” dykkerur i 2254´eren, da glasset ikke har coating på ydersiden, og fordi det ganske enkelt aflæses bedre under stort set alle forhold – sammenlignet med PO´en. Det er lidt tankevækkende, at urene kommer fra samme producent, har samme Seamaster ophav, og alligevel løser de aflæsningsudfordringen så forskelligt: coating på begge sider af safirglasset på PO´en, og enkelt AR coating på indersiden af 2254´eren – til gengæld har uret store visere, og markeringerne på uret er også store, ligesom de ikke er stål indrammede. Jeg holder klart mest af den sidstnævnte løsning, for jeg har aldrig helt forstået, hvorfor man dog AR coater et hårdt materiale med et blødere, som kan ridses… Når man betragter PO´en skive, så er det dog en super fed effekt, at glasset nærmest ”forsvinder”, netop pga. den dobbelte coating.
Alt i alt er begge klokker super velforarbejdede, og selv om de er meget forskellige, så er det tydeligt, at de har fælles ophav – om end med lidt forskellig inspiration fra samme linie hos Omega. Begge er elegante, kan bruges til lidt af hvert, og så holder de også til sommerens badeture, ligesom de også kan være med på lidt mere ”seriøse svømmeture”. Urene summer på en eller anden måde Omega rigtig godt op, da både kvalitet, servicetilgængelighed/-priser, brand værdi og pris går godt hånd i hånd – efter min mening.
Nyd weekenden!
De venligste hilsner, John
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
