19-08-2013, 08:10 PM
Min ur interesse sporede sig ret hurtigt ind på de japanske divere. Her excellerede jeg igennem flere år i forskellige modeller, og stille og roligt fandt jeg ud af, at det jeg særligt holdt af ved de japanske producenter, var deres gode smæk for skillingen, deres pragmatiske forhold til selve konstruktionen og de små overraskende valg, som den enkelte producent gjorde for netop at få den ene model til at stikke ekstra ud i forhold til den næste.
Jeg holdt særligt fast i den del af interessen, som havde med god smæk for skillingen at gøre. Her mener jeg, at en producent som fx Seiko har noget helt særligt at byde ind med, men også Orient og Citizen gør det på mange punkter godt. Især gør Orient det rigtig godt med deres 300m Sat diver, som på trods af en ret rimelig brugt pris, kan siges i praksis at kunne bide skeer med langt dyrere ure. Og hvad vil man egentlig mere af et ur, som skal bruges som analog backup under et dyk, end det Orienten kan tilbyde? Det bør ikke være for dyrt, da det kan tage skade af den hårde brug. Det skal være praktisk med en enkel og let dykkerudvidelse. Lumen må gerne være kraftig og vedholdende, så uret kan aflæses i mørke, og endelig må det også gerne være robust, let servicerbart og til at bære oven vande. Alle disse elementer, og lidt mere til, mener jeg, at en model som Orient 300m Sat Diver leverer rigtig godt.
I forhold til andre og dyrere modeller, er dette ur tro mod sit ophav, og selv om det er forbedret med bedre værk og andre ting igennem de seneste ti år, finder jeg denne orange skivede første version af uret for noget ganske særligt. Den produceres ikke længere i denne skive farve, og det er en skam, for den dybe orange farve er utrolig smuk, og som Doxa i slut 1960´erne fandt ud af, er det altså den lettest aflæselige skivefarve under vand – igen er modellen tro mod sit ophav.
Tilbage til mit spørgsmål fra titlen i tråden: tager I også Jer selv i, fra tid til anden, at vende tilbage til Jeres ”ur rødder”? Bidrag omkring emnet tages imod med tak!
Jeg holdt særligt fast i den del af interessen, som havde med god smæk for skillingen at gøre. Her mener jeg, at en producent som fx Seiko har noget helt særligt at byde ind med, men også Orient og Citizen gør det på mange punkter godt. Især gør Orient det rigtig godt med deres 300m Sat diver, som på trods af en ret rimelig brugt pris, kan siges i praksis at kunne bide skeer med langt dyrere ure. Og hvad vil man egentlig mere af et ur, som skal bruges som analog backup under et dyk, end det Orienten kan tilbyde? Det bør ikke være for dyrt, da det kan tage skade af den hårde brug. Det skal være praktisk med en enkel og let dykkerudvidelse. Lumen må gerne være kraftig og vedholdende, så uret kan aflæses i mørke, og endelig må det også gerne være robust, let servicerbart og til at bære oven vande. Alle disse elementer, og lidt mere til, mener jeg, at en model som Orient 300m Sat Diver leverer rigtig godt.
I forhold til andre og dyrere modeller, er dette ur tro mod sit ophav, og selv om det er forbedret med bedre værk og andre ting igennem de seneste ti år, finder jeg denne orange skivede første version af uret for noget ganske særligt. Den produceres ikke længere i denne skive farve, og det er en skam, for den dybe orange farve er utrolig smuk, og som Doxa i slut 1960´erne fandt ud af, er det altså den lettest aflæselige skivefarve under vand – igen er modellen tro mod sit ophav.
Tilbage til mit spørgsmål fra titlen i tråden: tager I også Jer selv i, fra tid til anden, at vende tilbage til Jeres ”ur rødder”? Bidrag omkring emnet tages imod med tak!
De venligste hilsner, John
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
