27-01-2016, 02:36 PM
Jeg blev inspireret af Kurt B.s fantastiske historie om sit besøg i JLC butikken i Bond Street, og fik lyst til at beskrive en af de mange gode oplevelser, jeg har haft med at besøge urforretninger i ind- og udland. Generelt synes jeg, at man får en rigtig god betjening, og ja, selvfølgelig er det for at sælge, og selvom jeg er en af dem, der kun køber de ’billige’ modeller – i denne forbindelse er billig jo et relativt ord - men det ved de det jo ikke på forhåmd, så de behandler alle som gode kunder. Som det også er nævnt i en tidligere tråd, så lever de fleste af firmaerne af at sælge standardmodellerne, ikke de fancy tourbion i limited edition.
Jeg er meget interesseret i F.P. Journe, selvom det er en del over mit budget. Måske en dag … drømme kan man jo altid, og for at få lidt ekstra føde til drømmen, besøgete jeg F.P. Journe forretningen i Paris og kigge på hans Chronometre Bleu, som jeg er ret forelsket i. Det var formiddag og vi blev budt på drikke mens jeg kiggede på uret. VI fik ’bare’ vand, fordi det var det, vi havde lyst til den formiddag. Det var ikke fordi, at besøget adskilte sig ud fra så mange andre besøg i urforretninger. Meget hyggeligt og behageligt. Det sjove kom et par år efter. VI have været hele turen igennem Rue du Faubourg Saint-Honoré, og da vi nåede til F.P. Journe foreslog min bedre halvdel, at jeg da kunne gå ind og kigge på uret igen, for det var en meget varm dag og hun var tøstig. Jeg er ikke kendt eller berømt på nogen måder, Da jeg igen sad og kigge på uret, spurgte den unge kvinde, om ikke jeg havde været der før. Jo, det havde jeg da. Jeg tænkte, at det var nok var et gæt, indtil hun spurgte, om ikke jeg havde haft er lidt specielt ur på, da jeg var der sidst. Jeg kunne godt huske, hvad jeg havde på, nemlig et Rainer Nienaber retrograde minutes - måske nok det eneste AHCI ur jeg nogensinde får – og det kunne hun huske. Det er ret godt gået og satte gang i en hyggelig samtale om ure, så besøget varede lidt længere. Jeg håber stadig, at jeg en dag får råd til en FPJ.
Jeg er meget interesseret i F.P. Journe, selvom det er en del over mit budget. Måske en dag … drømme kan man jo altid, og for at få lidt ekstra føde til drømmen, besøgete jeg F.P. Journe forretningen i Paris og kigge på hans Chronometre Bleu, som jeg er ret forelsket i. Det var formiddag og vi blev budt på drikke mens jeg kiggede på uret. VI fik ’bare’ vand, fordi det var det, vi havde lyst til den formiddag. Det var ikke fordi, at besøget adskilte sig ud fra så mange andre besøg i urforretninger. Meget hyggeligt og behageligt. Det sjove kom et par år efter. VI have været hele turen igennem Rue du Faubourg Saint-Honoré, og da vi nåede til F.P. Journe foreslog min bedre halvdel, at jeg da kunne gå ind og kigge på uret igen, for det var en meget varm dag og hun var tøstig. Jeg er ikke kendt eller berømt på nogen måder, Da jeg igen sad og kigge på uret, spurgte den unge kvinde, om ikke jeg havde været der før. Jo, det havde jeg da. Jeg tænkte, at det var nok var et gæt, indtil hun spurgte, om ikke jeg havde haft er lidt specielt ur på, da jeg var der sidst. Jeg kunne godt huske, hvad jeg havde på, nemlig et Rainer Nienaber retrograde minutes - måske nok det eneste AHCI ur jeg nogensinde får – og det kunne hun huske. Det er ret godt gået og satte gang i en hyggelig samtale om ure, så besøget varede lidt længere. Jeg håber stadig, at jeg en dag får råd til en FPJ.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
