03-12-2020, 05:10 PM
Det kan være mere risikabelt at sende sit vintageur til service end at lade være - og det er ikke en opgave man bør overlade til hvem som helst, det har jeg lært af bitter erfaring.
Jeg har haft mit Speedmaster 145012-67 til 'service' hos to velestimerede vintage-'urmagere', som er kendt og aktive, også på dette site. Jeg nævner ingen navne, men videregiver mine erfaringer til skræk og advarsel for andre om, hvor galt det kan gå, når ens vintage ur kommer i de forkerte hænder.
Historien begynder i efteråret 2019, hvor jeg sendte uret til service hos den første 'urmager'. Vi kalder ham A.
Efter ca. 3 måneder afleverer han personligt uret til mig efter service. Uret har fået fuld service, alt fungerer som det skal, og uret går helt præcist, siger den gode mand.
Det gør det så ikke.
Jeg betaler ham 3000 for service, men konstaterer allerede samme dag, at uret går upræcist. Det vinder omkring 5 minutter!
Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, så jeg reklamerer til A og aftaler, at han indjusterer uret igen. Det er nok blevet magnetiseret, mener han.
Så går der yderligere 3 måneder.
Jeg er i kontakt med A flere gange for at høre, hvordan det går, og i foråret 2020 ringer han og fortæller, at uret nu er klar, og at han har justeret det ind til en gangpræcision på +/- 1 sekund pr. dag. Mere præcist kan det dårligt blive!
Da jeg får uret retur ser jeg straks, at tritium-lumen mangler på en af time-markeringerne. Der er kun den hvide grundfarve tilbage, og det ser ud til, at lumen er blevet skrabet af! Hertil kommer at uret stadig går som vinden blæser, men dig endnu værre end før. Det vinder 15-30 minutter eller mere pr. døgn, og indimellem går det i stå. Noget er helt galt.
Jeg kunne have kontaktet A og reklameret igen. Det burde jeg måske have gjort, set i bagklogskabens klare lys. Men det gør jeg ikke. Den mand skal bare under ingen omstændigheder røre mit ur igen. Det tør jeg simpelthen ikke risikere.
I stedet indleverer jeg uret til en ny urmager i håb om at det kan repareres og blive til ur igen. Ham kalder vi B.
B konstaterer med det samme, at uret trænger til service. A har altså ikke lavet noget som helst for de 3000 kr. jeg betalte - udover at ødellgge uret!
B tester uret på timeren og mener, at balancen er ødelagt og skal skiftes, hvis jeg skal gøre mig forhåbning om at få et brugbart ur ud af det igen.
Der er hverken billigt eller nemt at skaffe en original NOS balance til en Omega cal. 321 - men det lykkedes takket være Ebay. Efter et par uger afleverer jeg balancen til B, beder ham montere den og iøvrigt lave det service på uret som A åbenbart ikke havde udført.
Der går nu ca. 6 måneder uden at der sker moget.
Jeg rykker B flere gange, men får en ny forklaring hver gang - og en forsikring om, at det nok skal lykkes, og at uret kommer til at gå fint igen!
Efter 6 måneder mister jeg dog alligevel tålmodigheden, og afhenter uret hos B.
Der er ikke sket en hylende fis med uret. Det har bare ligget på hylden og samlet støv - og havde jeg ikke hentet det, havde det sikkert ligget der endnu!
B er en flink og sympatisk fyr, og sikkert også en dygtig urmager. Men da jeg taler med ham viser det sig, at han ikke har gjort noget ved uret fordi han var nervøs for at afmontere og brække viserne! Det sker nemlig tit på vintage Omega Speedmaster, kunne han fortælle.
Fair nok. Jeg har respekt for folk, der siger fra overfor en opgave som de ikke føler at de kan magte - og hvis han brækker viserne hver anden gang han servicerer en Speedmaster er jeg kun glad for, at han lod uret være.
Jeg kunne dog godt ønske, at han havde sagt fra noget før. Så havde han ikke spildt min tid, og selv været fri for at gå i flere måneder med dårlig samvittighed.
Det er svært at være kunde, men i dette tilfælde var tredje gang lykkens gang. Jeg glæder min over, at denne - ellers triste - historie trods alt ender godt.
Jeg ringer nu til Bo Mølbak som indvilger i at kigge på uret og vurdere muligheden for at reparere det.
Mindre end en uge efter ringer Bo tilbage og siger, at balancen ligner en 'krøllet sommerhat', men at han formentligt kan reparere den, og ikke får brug for min dyrt-indkøbte NOS balance. Det er helt fint. Sådan en er god at have 'på lager', og den bliver garanteret ikke billigere med tiden.
Vi aftaler også, at Bo laver service på uret, som han altså også konstaterer ikke er udført af A.
En uge efter er uret klar.
Værket stråler, gangpræcisionen er stabil, og overholder COSC standarden. Det er ikke så ringe for et 52 år gammelt ur, så jeg er en glad mand igen.
Det manglende 'lume' på timemarkøren, som A af uransagelige årsager fik skrabt af, er der naturligvis stadig, men det er blevet en del af urets historie, som jeg lever med.
Men gid at jeg dog havde indleveret uret til service hos en dygtig og professionel urmager som Bo Mølbak helt fra starten, så havde jeg sparet mig selv for en bunke tid, frustrationer og ikke mindst penge. Det er læringen af den historie.
Jeg har haft mit Speedmaster 145012-67 til 'service' hos to velestimerede vintage-'urmagere', som er kendt og aktive, også på dette site. Jeg nævner ingen navne, men videregiver mine erfaringer til skræk og advarsel for andre om, hvor galt det kan gå, når ens vintage ur kommer i de forkerte hænder.
Historien begynder i efteråret 2019, hvor jeg sendte uret til service hos den første 'urmager'. Vi kalder ham A.
Efter ca. 3 måneder afleverer han personligt uret til mig efter service. Uret har fået fuld service, alt fungerer som det skal, og uret går helt præcist, siger den gode mand.
Det gør det så ikke.
Jeg betaler ham 3000 for service, men konstaterer allerede samme dag, at uret går upræcist. Det vinder omkring 5 minutter!
Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, så jeg reklamerer til A og aftaler, at han indjusterer uret igen. Det er nok blevet magnetiseret, mener han.
Så går der yderligere 3 måneder.
Jeg er i kontakt med A flere gange for at høre, hvordan det går, og i foråret 2020 ringer han og fortæller, at uret nu er klar, og at han har justeret det ind til en gangpræcision på +/- 1 sekund pr. dag. Mere præcist kan det dårligt blive!
Da jeg får uret retur ser jeg straks, at tritium-lumen mangler på en af time-markeringerne. Der er kun den hvide grundfarve tilbage, og det ser ud til, at lumen er blevet skrabet af! Hertil kommer at uret stadig går som vinden blæser, men dig endnu værre end før. Det vinder 15-30 minutter eller mere pr. døgn, og indimellem går det i stå. Noget er helt galt.
Jeg kunne have kontaktet A og reklameret igen. Det burde jeg måske have gjort, set i bagklogskabens klare lys. Men det gør jeg ikke. Den mand skal bare under ingen omstændigheder røre mit ur igen. Det tør jeg simpelthen ikke risikere.
I stedet indleverer jeg uret til en ny urmager i håb om at det kan repareres og blive til ur igen. Ham kalder vi B.
B konstaterer med det samme, at uret trænger til service. A har altså ikke lavet noget som helst for de 3000 kr. jeg betalte - udover at ødellgge uret!
B tester uret på timeren og mener, at balancen er ødelagt og skal skiftes, hvis jeg skal gøre mig forhåbning om at få et brugbart ur ud af det igen.
Der er hverken billigt eller nemt at skaffe en original NOS balance til en Omega cal. 321 - men det lykkedes takket være Ebay. Efter et par uger afleverer jeg balancen til B, beder ham montere den og iøvrigt lave det service på uret som A åbenbart ikke havde udført.
Der går nu ca. 6 måneder uden at der sker moget.
Jeg rykker B flere gange, men får en ny forklaring hver gang - og en forsikring om, at det nok skal lykkes, og at uret kommer til at gå fint igen!
Efter 6 måneder mister jeg dog alligevel tålmodigheden, og afhenter uret hos B.
Der er ikke sket en hylende fis med uret. Det har bare ligget på hylden og samlet støv - og havde jeg ikke hentet det, havde det sikkert ligget der endnu!
B er en flink og sympatisk fyr, og sikkert også en dygtig urmager. Men da jeg taler med ham viser det sig, at han ikke har gjort noget ved uret fordi han var nervøs for at afmontere og brække viserne! Det sker nemlig tit på vintage Omega Speedmaster, kunne han fortælle.
Fair nok. Jeg har respekt for folk, der siger fra overfor en opgave som de ikke føler at de kan magte - og hvis han brækker viserne hver anden gang han servicerer en Speedmaster er jeg kun glad for, at han lod uret være.
Jeg kunne dog godt ønske, at han havde sagt fra noget før. Så havde han ikke spildt min tid, og selv været fri for at gå i flere måneder med dårlig samvittighed.
Det er svært at være kunde, men i dette tilfælde var tredje gang lykkens gang. Jeg glæder min over, at denne - ellers triste - historie trods alt ender godt.
Jeg ringer nu til Bo Mølbak som indvilger i at kigge på uret og vurdere muligheden for at reparere det.
Mindre end en uge efter ringer Bo tilbage og siger, at balancen ligner en 'krøllet sommerhat', men at han formentligt kan reparere den, og ikke får brug for min dyrt-indkøbte NOS balance. Det er helt fint. Sådan en er god at have 'på lager', og den bliver garanteret ikke billigere med tiden.
Vi aftaler også, at Bo laver service på uret, som han altså også konstaterer ikke er udført af A.
En uge efter er uret klar.
Værket stråler, gangpræcisionen er stabil, og overholder COSC standarden. Det er ikke så ringe for et 52 år gammelt ur, så jeg er en glad mand igen.
Det manglende 'lume' på timemarkøren, som A af uransagelige årsager fik skrabt af, er der naturligvis stadig, men det er blevet en del af urets historie, som jeg lever med.
Men gid at jeg dog havde indleveret uret til service hos en dygtig og professionel urmager som Bo Mølbak helt fra starten, så havde jeg sparet mig selv for en bunke tid, frustrationer og ikke mindst penge. Det er læringen af den historie.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
