Jeg holdt stand i tre dage! - Printviselig Version: +- Urdebatten / Urforum (https://urdebatten.dk) +-- Forum: Hovedfora (https://urdebatten.dk/forumdisplay.php?fid=79) +--- Forum: Urforum (https://urdebatten.dk/forumdisplay.php?fid=70) +--- Tråd: Jeg holdt stand i tre dage! (/showthread.php?tid=80948) |
Jeg holdt stand i tre dage! - Joepete - 20-02-2016 I onsdags gik turen mod Horsens for at mødes med min søster og niece. Efter en hyggelig frokost ville pigerne af med den mandlige dødvægt, så de kunne besøge tøjbutikker. Således vraget lagde jeg vejen forbi Halse, som tog imod med godt humør - som vanligt. Peter havde fået lidt spændende Breitling hjem, og skønt jeg flere gange forsikrede, at jeg kun var på visit uden intention om at købe, måtte et par af urene om håndleddet. Jeg blev hurtigt betaget af Blacksteel modellerne. Særligt var jeg begejstret for GMT 47 modellen med dens helt dybt sorte skive og røde sekund-, chrono- og GMT visere. Uret var meget let aflæseligt, da viserne var holdt i børstet stål - endnu en fin lille detalje. Jeg fik hilst af med Peter, og troede alt var i den skønneste orden, da jeg listede ud af butikken. Men sådan skulle det slet ikke vise sig at være... For da jeg kom hjem, spøgte Blacksteel urene i mit hoved. Jeg tjekkede Breitlings side ud, så på modeller, prøvede online konfigurator og hyggede. Det gik op for mig, at jeg var "fanget" Heldigvis har jeg rygrad! ... altså indtil lørdag, da jeg måtte erkende, at bemeldte rygrad var cirka lige så fast som en regnorms Jeg måtte give efter, og få "sygdommen" ud af kroppen: Afsted til Halse her til formiddag, så jeg kunne få min GMT 47 Blacksteel med hjem Horsens var ramt af regn, slud og blæsevejr. Alligevel stred jeg mig gennem alle genvordigheder, og nåede gennemblødt frem til Halse, hvor jakken kunne hænges til tørre, imens der blev kigget lidt ure med fingrene. Som altid en dejlig oplevelse at hilse på både Poul, Peter og Lars i butikken. Gode snakke og et par grin senere, gik jeg glad fra butikken med min nye GMT. TAK for den gode oplevelse til Halse og personalet Mit første indtryk af uret er super godt. Her er tale om et vellavet ur med et væld af gode brugbare funktioner: Tid, dato, chrono, GMT og herudover holder uret vandtæt indtil 500 meter, og er godt beskyttet af et kraftigt safirglas. Alt i alt kan man med uret i hånden godt mærke, at der er tale om et vellavet ur. Løg kronen er let at gribe og betjene. Skrue kronopusherne ligeledes, og det hele føles godt og solidt bygget. Inden i uret tikker Breitlings eget fremstillede B04 Chrono/GMT værk. Jeg har kun positive erfaringer med værket, og Breitling leverer 5 års garanti på herligheden. Jeg er glad Kanvas remmen er behagelig, da den er belagt med gummi på indersiden. Den er flot i farven til uret, synes jeg. Dog er den en kende til den lille side for mig, hvorfor jeg skal have prøvet uret på Ocean Racer rem. En lille detalje, der virkelig har ramt mig er en undren over, at Breitling kan polere sort stål så blankt, at de på rider tabs´ene gengiver himlen og fotografens nyklippede hår... Det er lidt fascinerende - på den nørdede måde! På mange limiterede modeller er uret udstyret med en glas bagkasse. Her er der holdt fast i stål bagkasse, og det kan jeg godt lide, da det understreger urets robusthed. Den blanke flade står sig godt mod det sorte stål. På armen er uret super behageligt. For mig har det den helt rette størrelse med sine 47mm. De 18mm i højden bemærkes ikke, da uret har nedadgående horn, og dermed "krammer" håndleddet let. Spring endelig til med kommentarer i tråden. Tak. Og god weekend! RE: Jeg holdt stand i tre dage! - KlausM - 20-02-2016 Altid gode indlæg fra dig John! Sjov historie og super billeder Cool ur der dog er i den store ende til mig. Jeg har altid været draget af sorte ure men har endnu ikke fundet det helt rigtige. Mvh Klaus RE: Jeg holdt stand i tre dage! - Avantismo - 20-02-2016 Superfedt ur John. Fed sort sag. Fin beskrivelse af forløbet, som gav mig et smil på læben. Jeg holdt stand i tre dage! - runzuk - 20-02-2016 Det er fandme et cool ur. Lige min smag. Er det dyrt? RE: Jeg holdt stand i tre dage! - Smilla - 20-02-2016 Cool den sorte kasse tilykke. Jeg sidder og stor smiler over din lille historie om rygrad [SMILING FACE WITH SMILING EYES] Er sikker på flere her kan nikke genkendende til det RE: Jeg holdt stand i tre dage! - TioMalo - 20-02-2016 Uret ser rigtigt godt ud, John. Jeg synes Breitling udvikler sig til den retning at jeg - teoretisk set - kunne være med (hvis størrelsen blev lidt mere from this world agtig - som i det skønt Ø 42mm SuperOcean 1500m med arabertal-skiven ). Skiven ser en del roligere ud end i tidligere modeller og er fonten også lidt forandret, eller hur ? Mvh. John RE: Jeg holdt stand i tre dage! - Joepete - 20-02-2016 Umiddelbart ser fontsene på Blacksteel og den vanlige GMT 47 ens ud (se nedenfor). Jeg kan godt følge dig omkring den roligere skive. Den dybt sorte skive med ditto subdials gør uret roligt at se på. Kun de røde detaljer på viserne står frem. Måske det er dette æstetiske "fænomen", der får os til at fokusere på fontsene? Læsevenligheden er i hvert fald i top med de flot børstede visere Vanlig GMT 47 og dennes fonts: Og det med størrelsen har jo været oppe et utal af gange. Personligt var der intet, jeg hellere ville, end at syntes godt om 40mm vintage Rolex på mit håndled. De er fantastiske på fotos, og når jeg står med en samler, smittes jeg af hans begejstring for urene. Når jeg så får 40mm uret om mit håndled (hvis de da kan krænges på ), bliver det hele mig en kende småt. Både Mads og Peter har kigget mærkeligt på mig, med sådan et ur på armen, så jeg er ikke ene om at have det på denne måde. Men det er jo kun godt sådan! For jo mere forskellig smag vi har, krydret med respekt for hinandens ønsker og præferencer, desto mere kan vi lære og lade os begejstre gennem hinandens historier. Det sætter jeg stor pris på ved denne hobby RE: Jeg holdt stand i tre dage! - Miwes - 21-02-2016 Tillykke med den flotte Breitling som bare ser fantastisk ud på den grå rem Det er ved at være noget af en samling af flotte Breitling ure du har landet RE: Jeg holdt stand i tre dage! - KimT - 21-02-2016 Flot Breitling og god historie (som sædvanlig fristes man til at sige). Uret er for stort til mig, men jeg er meget enig i din betragtning om vores forskelligheder og respekten for disse RE: Jeg holdt stand i tre dage! - pbr - 21-02-2016 Stort tillykke med det "sorte" Breitling, John !! Det er et super flot ur - i tilslutning til hvad flere skriver, så synes jeg også at Breitling er så småt på vej i den helt rigtige retning. Selv har jeg aldrig haft ret meget lyst til Breitling, men et ur som dit (hvis det var en smule mindre) ville jeg godt kunne falde for - især hvis der kom en model, der var mere enkel i sit udtryk !! Uden sammenligning i øvrigt, så er det trods alt glædeligt for mig at konstatere, at der er andre med lige så lidt rygrad som jeg !! |