05-03-2008, 04:01 PM
... eller man kunne også sige: "Af skade bli'r man .....?"
Hændelsen jeg vil berette om, skete for et par måneder siden. Det er beretningen om min første Speedmaster.
Lad mig nu begynde med begyndelsen, det er sådan et godt sted at fange an.
Fascinationen.
Min tilgang til urene skete via min gamle Seamaster Chronostop.
Den havde 38 år på bagen, da min søn bemærkede, at den så rædsom ud.
I korte overskrifter er historien, at jeg blev dybt fascineret af et ur, der gennem 38 år og under skånselsløse afstraffelser bare havde vist korrekt tid.
Den fik så sin fortjente istandsættelse og lever fuldt op til sit kælenavn: ”Unbreakable”.
Det var hos urmageren, hvor jeg indleverede Seamasteren til reparation, at jeg første gang prøvede en Speedmaster.
Jeg læste engang et indlæg på TZ, hvor posteren udtalte om Speedmasteren:
”Disse ure har en tendens til at springe op på håndleddet, og klæbe sig fast”. Jeg kan kun give ham ret.
Speedmasteren.
Min fascination gik i retning af en hvid Speedmaster med Broad Arrow.
Sådan en fandt jeg hos en australsk handler, og kredsede om den i et halvt år.
Den blev korrekt beskrevet, som værende udrustet med hvid skive, altså en redial.
Da den også var udrustet med Broad Arrow visere må den nærmest benævnes som en ”Custom” Speedmaster.
Som sagt kredsede jeg længe om den, og spekulerede på dens sammenbragte oprindelse, og om det nu også var så betydende, at den var ”ægte.
Til sidst traf jeg valget: Det betød ikke noget, at den ikke var ”ægte”, og købte den. (jeg tog fejl).
Her er det rigtig flotte, og specielle ur.
Som det ses er det en (næsten) vaskeægte Speedmaster.
Værket daterede den til 1996, og flot (syntes jeg) den var.
Tvivlen indfinder sig.
Efterfølgende registrerede jeg mig på Vintageure.dk og læste (nærmere slugte) alle de indsigtsfulde og informative indlæg på forum’et.
Det begyndte at blive et ”traume”, at uret var ”custom made”.
Tvivlen borte.
Kort og godt: På salgssiden så jeg ”Den ægte vare”, og det stod klart, at det skulle være den i stedet for.
Jeg var simpelthen så beklemt ved eksponere mit fejlkøb på vintage salgssiden, at jeg ”diskret” valgte at sælge den på Lauritz.
Det var (sikkert) også dumt.
Uret jeg havde erhvervet for 13K fik hammerslag på 6K. Jeg selv fik godt 5K i hånden.
Det gode ved salget var, at nu behøver jeg overhovedet ikke spekulere på hvad jeg skal bruge de 8K til.
Moralen.
Til enhver historie hører en morale.
– Denne histories morale er for mig:
Dersom der er mindste tvivl om betydning af originalitet, så vil jeg fremmane billedet af den hvide Speedmaster, og hviske:
"Originalitet er meget væsentlig".
Der er sikkert nogle af jer, der har oplevet noget tilsvarende; men nu måtte jeg bare have det ud.
Det er tilladt, at grine (bare lidt) i skægget
Med venlig hilsen - Geodoc.
Hændelsen jeg vil berette om, skete for et par måneder siden. Det er beretningen om min første Speedmaster.
Lad mig nu begynde med begyndelsen, det er sådan et godt sted at fange an.
Fascinationen.
Min tilgang til urene skete via min gamle Seamaster Chronostop.
Den havde 38 år på bagen, da min søn bemærkede, at den så rædsom ud.
I korte overskrifter er historien, at jeg blev dybt fascineret af et ur, der gennem 38 år og under skånselsløse afstraffelser bare havde vist korrekt tid.
Den fik så sin fortjente istandsættelse og lever fuldt op til sit kælenavn: ”Unbreakable”.
Det var hos urmageren, hvor jeg indleverede Seamasteren til reparation, at jeg første gang prøvede en Speedmaster.
Jeg læste engang et indlæg på TZ, hvor posteren udtalte om Speedmasteren:
”Disse ure har en tendens til at springe op på håndleddet, og klæbe sig fast”. Jeg kan kun give ham ret.
Speedmasteren.
Min fascination gik i retning af en hvid Speedmaster med Broad Arrow.
Sådan en fandt jeg hos en australsk handler, og kredsede om den i et halvt år.
Den blev korrekt beskrevet, som værende udrustet med hvid skive, altså en redial.
Da den også var udrustet med Broad Arrow visere må den nærmest benævnes som en ”Custom” Speedmaster.
Som sagt kredsede jeg længe om den, og spekulerede på dens sammenbragte oprindelse, og om det nu også var så betydende, at den var ”ægte.
Til sidst traf jeg valget: Det betød ikke noget, at den ikke var ”ægte”, og købte den. (jeg tog fejl).
Her er det rigtig flotte, og specielle ur.
Som det ses er det en (næsten) vaskeægte Speedmaster.
Værket daterede den til 1996, og flot (syntes jeg) den var.
Tvivlen indfinder sig.
Efterfølgende registrerede jeg mig på Vintageure.dk og læste (nærmere slugte) alle de indsigtsfulde og informative indlæg på forum’et.
Det begyndte at blive et ”traume”, at uret var ”custom made”.
Tvivlen borte.
Kort og godt: På salgssiden så jeg ”Den ægte vare”, og det stod klart, at det skulle være den i stedet for.
Jeg var simpelthen så beklemt ved eksponere mit fejlkøb på vintage salgssiden, at jeg ”diskret” valgte at sælge den på Lauritz.
Det var (sikkert) også dumt.
Uret jeg havde erhvervet for 13K fik hammerslag på 6K. Jeg selv fik godt 5K i hånden.
Det gode ved salget var, at nu behøver jeg overhovedet ikke spekulere på hvad jeg skal bruge de 8K til.
Moralen.
Til enhver historie hører en morale.
– Denne histories morale er for mig:
Dersom der er mindste tvivl om betydning af originalitet, så vil jeg fremmane billedet af den hvide Speedmaster, og hviske:
"Originalitet er meget væsentlig".
Der er sikkert nogle af jer, der har oplevet noget tilsvarende; men nu måtte jeg bare have det ud.
Det er tilladt, at grine (bare lidt) i skægget
Med venlig hilsen - Geodoc.
