Hej "flottenheimer" - Jeg har forfulgt samme spor som Baun....
.... efter at have konstateret, at der er (meget) langt mellem (for så vidt de findes) quartz urene med de ønskede specifikationer.
Vort forum er jo tumleplads for de store armsving, så lad mig lige levere et par af dem.
Min association rækker tilbage til "tidernes morgen", hvor jeg tilbragte nogle år hos forsvaret.
På alle tjenestesteder jeg kom i berøring med, var der en såkaldt "gummi mand", der navnlig op til orlov havde vældig gang i butikken.
På FSN Værløse overhørte jeg en gang en salgs samtale, hvor kunden - tilsyneladende utilfreds udbryder:
"Jamen det er jo med tut" - hvortil "gummi manden" replicerede: "Hvis du er utilfreds med det; så klip den af".
Tilsvarende kunne en løsning på det stabile og pålidelige daglig ur jo være, at vælge det smukkeste og mest tiltalende quartz ur, og få din venlige urmager til at klippe sekundviseren af.
Man kan nok ikke blot fjerne sekundviseren, da det vil give et uharmonisk indtryk i urets centrum. Man må skride til det radikale, og bort amputere det "uønskede vedhæng".
Med hensyn til udsagnet:
Citat:.... får jeg ticks af at se en hakkende sekundviser, som ikke har anden funktion end at vise det ikke er et mekanisk ur.
vil jeg bemærke:
Det første quartz (armbånds) ur, var Seiko Astron, der præsenteredes d. 25/12-1969. - Ikke noget billigt ur. På præsentations tidspunktet kostede uret det samme som en Toyota Corolla.
Seiko havde valgt det hæslige(?) "dead second" princip, hvor sekundviseren springer 1 sekund ad gangen.
På samme tidspunkt "baksede" den schweiziske urindustri i et joint venture (16 af de store urhuse) projekt med en fælles kaliber Beta21
Dette værk neddelte krystallets 8,192 KHz til 256 Hz, der leveredes til en micro motor, således at sekundviseren "hakkede" sig vej med 256 hak i sekundet (aldeles afskyeligt)
Man hører ofte, at quartzure ikke repræsenterer håndværk; men Seiko Astron var samlet uden brug af integrerede kredse, og fra styklisten kan nævnes:
67 transistorer, 29 kondensatorer, 48 modstande – det hele (hånd)samlet i 128 loddepunkter.
Kaster vi et blik i bagklogskabens ulideligt klare bakspejl, ser vil: At før quartz urene, var det en højt skattet komplikation - dersom man kunne få et mekanisk ur til at gå med "dead second".
Når jeg kaster et blik på mit signatur ur:

... konstaterer jeg, at sekundviseren springer frem til tidspunktet mit radiostyrede ur angiver, og der har ikke været målbar forskel de sidste 3 måneder.
Uret "tænker sig faktisk osse grundigt om", før det fyrer en sekund impus af, faktisk hele 2359296 gange. - Må siges at være velovervejet.
Ligeledes "fyres impulsen" ind i et mekanisk gangværk, hvis kvalitet får de fleste moderne mekaniske ure til at stå med tilbagestrøget hår, og et latterligt udtryk af Nyrnberg-kram.
Med disse bemærkninger konstaterer jeg, at sekundviserens spring er mere, end blot at demonstrere at oscillatoren er quartz drevet.
Ligesom Baun, vil jeg også advokere for et stemmegaffel ur, hvor udvalget nærmest er svimlende, strækkende sig fra dress, over sport til kronografer og tool-ure.
De nedenfor viste er alle 300 Hz ure og ligger på E-Bay omkring et par hundrede dollars.

... her "flotter vi os" med et 18 karat guldur til ca. 15.000 kr.

De fleste stemmegaffel ure har oprindelse hos Bulova, eller er produceret under licens fra Bulova.
Her er "the real stuff", et amerikansk Rail Road Approved med dato, den helt karakteristiske skive med cifre og visere, der "virkeligt peger på hvad klokken er slået".

Modellen fandtes også uden dato (hvilket ikke opfylder kravene); men med den frække skødesløse attitude: "En krone er kun for mekaniske "slingrefise", der skal stilles ustandseligt"
Det er mit indtryk, at et uproblematisk og nøjagtigt dagligur ikke nødvendigvis behøver at være et (evt. amputeret) quartz ur...
... men også kunne være et stemmegaffelur, hvor den "horologiske substans" er lysår over et
ordinært quartzur.
Med venlig hilsen - Geodoc
PS: Stemmegaffelurene kaldes også "hummers", fordi de summer så hyggeligt.