Du har så evigt ret, med hensyn til det "merkantile gen" - Det mangler jeg totalt.
Lad mig kort berette om det første led, i en tilsyneladende endeløs kæde, af mislykkede forsøg på at agere "salesman".
Vi skal tilbage til min studietid.... og nej! - Vi skrev ikke på stentavler; men vi så sort/hvidt TV. Det var netop i de år, at mere velbeslåede familier udskiftede S/H TV'et med farve TV.
Det kom mangt et studenter hybel til gode, for markedet var oversvømmet af udskiftede S/H fjernsyn.
Ved arv kom jeg i besiddelse af et overskydende og praktisk talt nyt S/H TV, som jeg annoncerede til salg i en pulterkammer annonce.
Disse nyere S/H TV solgtes hos forhandlerne for 125 kr. - efterset, og med en begrænset garanti på, at det i hvert fald ikke stod af det første halve år.
Med henblik på at komme af med TV'et på letteste måde, prissatte jeg det til 90 kr. (de angivne beløb skal ganges med 10 for at afspejle nutidskroner).
Min gode ven, Leif responderede på annoncen, og kom for at besigtige TV’et.
Da det var demonstreret fuldstændigt i orden, med skapt billede og uden mangler, siger Leif: ”Det er jo nydeligt. Jeg vil gi’ dig 75 kr. for det”.
Hertil svarede jeg, at prisen altså fortsat er 90 kr.
Nu begyndte et sælsom spil, med en langsom tilnærmelse til 90 kr. – med bemærkninger om ”at mødes på halvvejen”, og ”vær nu lidt frisk og slå lidt af prisen” osv. osv.
Men der var jo ikke noget at slå af på, for jeg havde selv forlods slået 28 % af markedsprisen.
…. Afslutningsvis ”løb” Leif rundt i stuen, som et løbsk missil og sagde, at jeg da for h…… måtte kunne sælge det for 85 kr. – Men NEJ, det var ikke den annoncerede pris.
Til sidst hamrede Leif 90 kr. ned i bordet, snuppede rask TV’et og stormede ud af huset. – Siden har jeg hverken set eller hørt fra Leif.
Det var første gang jeg traf et menneske, der har det som sin erklærede, absolutte og ufravigelige livsform, under ingen omstændigheder at give det, der forlanges for en vare.
Siden da har jeg forsøgt mig mange gange, og hver gang tiltrukket den samme type. Med urene har jeg forsøgt én gang, og
det spændte således af. Gentagelser vil jeg gerne undgå.
I dag kan jeg jo godt se, at jeg blot skulle havde faldbudt TV’et til ”gældende dagspris”.
Så var spørgsmålet faldet:”Hvad ska’ du ha’ for det?” – og jeg havde svaret: ”Jeg skal ha’ 125 kr. for det”.
”Det er alt for meget. Du ka’ få 90 kr. for det”, hvilket jeg efter ”passende koreograferet modstræbende skuespil var gået med til”.
Hvis jeg (hypotetisk) skulle sælge min Flightmaster 145.0013, er prisen 14K, i overensstemmelse urets historik og den tekniske og eksteriørmæssige stand det er i.
Her fatter jeg ikke, at jeg skal ”forlange” 16,5K for det, og ”lade mig handle ned” til 14K.
Jeg er drøn misundelig på jer, der har ”det merkantile gen”, for jeg mangler det, har prøvet at opdyrke det og har fejlet.
Min tråd skulle altså ses i
det lys, og lidt som en refleksion over, ”Jubii jeg har købt et nyt ur!!! – Hvad kan jeg sælge det for?”, for så opfatter jeg, at ejer- og bruger glæden bliver negligeret.
Med venlig hilsen – Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
. 
