ET Skrev:OK - men hvorfor undlader man Jaeger? Eller var det kun på ældre ure og hvornår begyndte man at tage Jaeger med?
ved nu ikke om man decideret undlader jaeger. jaeger le coultre er sammensat af jaeger og lecoultre. Fabrikken havde mange jern i ilden på samme tid. I tidernes morgen var navnet adskilt og Jaeger var vel navnet man oftest stødte på med henblik på produkter som fabrikken selv lancerede. Lecoultre eller nogen gange a.lecoultre (som f.eks blancpain/a.lecoultre, blancpain var stolte af at kunne skilte med lecoultre-navnet??), så man sjældent i og med at de fortrinsvis leverede ebaucher, som så ville bære andres signatur. Jaeger-navnet forbandt man vel i særdeleshed til aflæsningsmålere til fly- og skibsindustrien m.m. I europa var der som bekendt økonomiske nedgangstider fra slutningen af forrige århundrede og frem til ca. 30´erne? De hæderkronede mærker overlevede fortrinsvis af eksport til USA, og dengang var der mere prestige i juvelérens navn end værkproducentens navn. Tiffany, J.E. Caldwell, Black-starr-frost m.m. var navne som brugte bl.a. PP, AP, VC og nu uddøde Meylan, Touchon, Haas Neveux, Ed Koehn osv. værker i deres ure. De sidst nævnte var kvalitetsmæssigt helt på højde med PP, AP og VC, men måtte bukke under for den hårde konkurrence. Specielle afgiftsregler ved import gjorde at bl.a. VC og JLC slog pjalterne sammen og importeredes til USA under "navnet" VxN. AP ditto så under "navnet" AyP osv. Jaegers leverance af militærure gav dem et ry af uopslidelig kvalitet, og det er vel ikke før nu (ca.20-30´erne) at man satser på egen produktion af finere ure, og disse kommer til at bære navnet: Jaeger lecoultre.
kvalitetsmæssigt vil jeg formode at forskellen mellem et amerikansk lecoultre og europæisk jaeger lecoultre er væsentlig primært når man snakker om vintageure. et amerikansk er: "timed and cased in the u.s.a." hvilket hverken så eller så er et kvalitetstempel. For at starte med urkassen så har amerikanere vel en hang til at skilte med det ydre uanset om kvaliteten følger trop, og goldfilled, goldplated osv. var ikke just hvad europæiske topmærker ville lægge navn til, men jo mere pling-pling over-there jo bedre. Derudover var "massivt guld" også af forskellig kvalitet i USA og Europa, hvor vi herhjemme havde høje standarder som blev sikret af et "hallmark"-stempel system, mens man i USA kun skrev "karat" uden at oplyse legeringens konsistens. Læg dertil at en guldurkasse fra eks. JLC var massiv i udførslen, hvorimod en ditto amerikansk typisk var bliktynd.
Langt væsentligere var dog justeringsprocessen af selve værket, specielt når vi snakker topmærkerne. Læste for nyligt en artikel på nettet(kan desværre ikke huske linket), hvor patek i sin tid skulle have udtalt at ebaucher kunne enhver idiot lave, hvorimod finjustering og timing virkelig var noget man skulle overlade til de kyndige, hvor ham implicit mente at det kunne ingen andre gøre bedre end ham selv. Men netop den proces havde stor indflydelse på værkets kvalitet, og når man kigger på nogle af de listige løsninger man lavede dengang, med bla. svanehalsfinregulering, "clamshell"-finregulering kan man ikke andet end imponeres, og når man tænker på at man dengang næppe havde adgang til samme elektroniske måleinstrumenter, som man har i dag, så kan man vel kun gisne om hvor mange mandetimer der ikke er brændt af, når man læser en tekst som:".. 8 adjustments in 5 positions..". Der tror jeg simpelthen ikke på at en amerikansk justering, med alt hvad der kunne kravle og gå af Uhrenfeinschmeckere samlet i Sveits, kunne levere bare tilnærmelsevis samme kvalitet. I nyere tid får man jo elektroniske hjælpemidler til timing af urværker, og her vil jeg så formode at kvalitetsforskellen mellem et USA-lecoultre og europæisk Jaeger lecoultre formindskes.
Alt dette for at spare penge men på bekostning af kvaliteten. ![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)