10-01-2012, 07:47 PM
Diskussion om 'samlebånds ure' vs. håndlavede ure popper op igen og igen på diverse forums. En ting jeg har lagt mærke til er at folk er splittede i denne sammenhæng. Mange ligefrem hader masseproducerede ure, og andre har det helt fint med dem og synes tilgengæld at hele 'håndlavet' historien er ligegyldig.
For mig er det lidt mere kompliceret. Willy har en pointe, og eksemplet med det kongelige porcelæn er et godt udgangspunkt for diskussionen. For hvad ville musselmalet porcelæn være hvis det var printet af en maskine? Ville det være bedre end 10 tallerkner fra Ikea?
Jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at en af de ting der kan give et ur sjæl, er hvis det helt eller delvist er håndlavet. Men for mig kan et 'samlebånds ur' også have sjæl. I det daglige designer og udvikler jeg maskiner. I mit arbejde indgår til tider tunge beregninger som af og til udføres af programmer jeg selv har udviklet. Der indgår mange overvejelser før et maskin design er 'færdigt' og det kan tage lang tid. Når designet er klart bliver maskinerne sat i produktion og delene bliver produceret af maskiner (ingen håndværk). Når maskinen er færdig, har alle vi som har været med til at designe den en stolthed, og maskinen har i den grad sjæl. Sådan kan jeg også have det med maskiner jeg ikke selv har været med til at designe. Det er detaljerne og erkendelsen af at en eller flere personer har lagt sin sjæl i at udtænke dem der betyder noget.
En anden ting der kan give et ur sjæl er, hvis det har været båret i bestemte sammenhænge. Det kan være en ridse i kassen der kom da man spillede badminton med sin søn etc. Den giver måske umiddelbart ærgelse, men står tilbage som et minde. For mig får ting sjæl med tiden og brugen, og derfor sælger jeg heller aldrig nogen ting
For jeg ved at jeg fortryder det. Et eksempel er min Commodore 64 der røg for at få en knallert. Nu ville jeg ønske jeg stadig havde den gode gamle C64 (ja og knallerten ligeså; 4g Yamaha)... Kald mig bare sentimental <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->
For mig er det lidt mere kompliceret. Willy har en pointe, og eksemplet med det kongelige porcelæn er et godt udgangspunkt for diskussionen. For hvad ville musselmalet porcelæn være hvis det var printet af en maskine? Ville det være bedre end 10 tallerkner fra Ikea?
Jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at en af de ting der kan give et ur sjæl, er hvis det helt eller delvist er håndlavet. Men for mig kan et 'samlebånds ur' også have sjæl. I det daglige designer og udvikler jeg maskiner. I mit arbejde indgår til tider tunge beregninger som af og til udføres af programmer jeg selv har udviklet. Der indgår mange overvejelser før et maskin design er 'færdigt' og det kan tage lang tid. Når designet er klart bliver maskinerne sat i produktion og delene bliver produceret af maskiner (ingen håndværk). Når maskinen er færdig, har alle vi som har været med til at designe den en stolthed, og maskinen har i den grad sjæl. Sådan kan jeg også have det med maskiner jeg ikke selv har været med til at designe. Det er detaljerne og erkendelsen af at en eller flere personer har lagt sin sjæl i at udtænke dem der betyder noget.
En anden ting der kan give et ur sjæl er, hvis det har været båret i bestemte sammenhænge. Det kan være en ridse i kassen der kom da man spillede badminton med sin søn etc. Den giver måske umiddelbart ærgelse, men står tilbage som et minde. For mig får ting sjæl med tiden og brugen, og derfor sælger jeg heller aldrig nogen ting
For jeg ved at jeg fortryder det. Et eksempel er min Commodore 64 der røg for at få en knallert. Nu ville jeg ønske jeg stadig havde den gode gamle C64 (ja og knallerten ligeså; 4g Yamaha)... Kald mig bare sentimental <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)