Kun seriøse henvendelser besvares
#25
Baun Skrev:Hvis der kommer en Omega til salg, kan jeg godt finde på at give et tilbud på det "Ved hurtig handel" - altså også indenfor de første dage uret er sat til salg.

fx. en Omega Seamaster Chrono bliver sat til salg til 10 K. Jeg tænker - ja den kan og burde koste 12 K, men der er ikke sådan lige en køber til sådan et ur....

Så jeg skriver til sælger at uret er fint til prisen, men hvis han gerne vil af med uret hurtigt (og det er der faktisk mange der vil) - ja så vil jeg give 8 K.
Hvis det er ok overfører jeg penge og du sender uret. Det er i min verden ok. Hurtig omsætning = lavere pris!

Mange står jo med et ur de skal sælge for at kunne købe et andet - måske til en god pris.... that is life!

Personligt foretrækker jeg at sælge "langsomt" forstået på den måde at folk skal vide hvad de køber. Jeg kan godt lide at få besøg og snakke ure med en køber!
Det må gerne tage tid - det er hobby!

vh Baun
@ Baun.
Jeg kan godt følge dit ræsonnement, og er meget glad for at du har taget dig tid til at forklare "mekanismerne".
På den korte bane er vi enige; men så heller ikke mere. - Lad mig belyse grundlaget for mine holdninger med et par eksempler.

#1. fra mit professionelle virke (selvstændig virksomhed indenfor miljø rådgivning)
Det er adskillige år siden; men går sådan her.
- En kunde (amt) henvender sig om løsning af en opgave, der består i samkøring af 2 vidt forskellige databaser.
Flette observationerne sammen i en kompliceret beregningsrutine og præsentere resultater i tabelform og som plot.
Plottet skulle være på A3 pergament og tegnet med tusch i forskellige stregbredder.
.... et arbejde ingen havde udført før, ingen erfaringer at trække på eller eksempler på om det overhovedet kunne lade sig gøre.
Det var kort sagt en meget "sort hest" at afgive et tilbud på.
Efter megen priskalkulation afgav jeg et tilbud på løsning af opgaven efter medgået tid, dog maks. 131.000 kr. - Mit tilbud blev omgående accepteret og arbejdet påbegyndt.

Jeg måtte programmere mig ud af overhovedet at "suge" data ud af de 2 databaser og ligeledes med layout på pen-plotteren.
... Det skulle vise sig, at være et af de få projekter, hvor alt hvad jeg rørte ved var rigtigt "i første hug" - ingen bugs, ingen crap data. - Selv plotning med tusch på pergament lykkedes i første hug.
Folk der har prøvet sådanne plottere ved, at den laver en tegning 95% færdig, fanger en fiber i papiret og "splatter en kæmpe blæksprutte" ud over den næsten færdige tegning. End ikke dette gik galt.

Jeg kalkulerede mine timer, materialeforbrug, EDB tid (+en sjat) og sendte resultaterne og en stor regning på 74.000 kr.
Da min faktura kom til betaling, blev jeg ringet op af kunden, der spurgte til "denne her regning på 74.000 kr".
... hold da kæft, hvor blev jeg bange. Det for gennem hovedet på mig, at de måtte have regnet ud, at der i projektperioden måtte have været mindst 3 døgn med 20 timers arbejde.
Men nej det var ikke det der var i vejen. - Jeg blev spurgt om ikke tilbudet var på 131.000 kr??? - og jo det var det jo i praksis; men jeg svarede at opgaven ikke indeholdt flere konsulenttimer end til 74.000 kr.
... Så faldt bemærkningen: "Du er sgu da en idiot!" - - - og det kan såmænd godt være; men kunden er forblevet trofast gennem de mange år.

#2. fra privaten, studietid
Det er også en del år siden, fra min studietid. Jeg havde arvet et SH fjernsyn, knapt et år gammelt; men havde allerede et bedre i forvejen.
Det var i de år, hvor SH fjernsyn blev udfasede i stor mængde og erstattet af farve TV; men i overgangstiden var SH fjernsyn højt værdsat blandt studenter.
Radioforretningerne læssede brugte SH fjernsyn ud i rå mængder. Et sådant tog de 150-120 kr for, i god stand og nyserviceret.
Jeg satte en rubrikannonce i, at et SH fjernsyn (1 år gl. osv.) kunne afhentes for 90 kr. (bemærk at vi er i en tidsalder, hvor købekraften var 10 gange større, blot for et nutids perspektiv)

Det viste sig, at det var en af mine gode venner, der mødte op, så fjernsynet og sagde, "Det er et udmærket fjernsyn. Du kan få 70 kr. for det".
Jeg meddelte, at det ikke var annonceret til 70 kr. Men til 90 kr. - og der blev en vældig palaver.
Min ven vandrede op og ned ad gulvet og "handlede på livet løs"; men prisen var og blev 90 kr.
Til sidst hamrede han 90 kr. ned i bordet, røg ud af døren med fjernsynet - og det var det sidste jeg nogensinde har set til Leif.
Til gengæld var det første gang jeg havde truffet en person, der har det som grundholdning "aldrig nogensinde at betale det der forlanges".

#3. fra privaten, ferieminde.
På et ophold på Grand Canaria nød vi et lokalt frugtmarkeds velsignelser, levede lidt på feltfod og i høj grad af de friske og eksotiske frugter.
Til denne leveform manglede vi en urtekniv. Op ad dagen går jeg ind i en lille lokal isenkræmmerbutik, der har netop det ønskede og oven i købet som lokal husflid.
En lille uanseelig urtekniv med gennemgående blad, groft tildannet håndtag og lidt sjusket nittet sammen med messingnitter.
Der var ingen, absolut ingen varer, der var prismærkede, så jeg gav udtryk for interesse for at købe den urtekniv.
Isenkræmmeren "udsang" en pris, der var godt 10 gange højere end blot forventeligt. For beløbet ville jeg have kunnet købe et kompelt forskærersæt med ibenholtshåndtag i DK.

Jeg meddelte ham, at så var jeg ikke interesseret, og forlod forretningen.

Gud fader bevares, hvor en ballade der blev. - Knapt kommet ud på fortovet så jeg mig over skulderen ved nogle høje råb.
Det var isenkræmmeren, der kom efter mig med kniven højt løftet over hovedet, samtidig med at han påkaldte sig et stort publikum sin interesse, med udråbet, "at den onde mand ikke ville handle med ham".
Således presset blev jeg spurgt, HVAD JEG SÅ VILLE GIVE!!!!! - Jeg meddelte ham, at jeg ville give ham 30 kr. i stedet for de oprindeligt forlangte 300 kr.
... han fik julelys i øjnene, og slog til omgående.

Det var første gang jeg mødte en person, der havde som livsholdning, at ALT kunne og skulle der handles om, og som ikke var bleg for (ganske vis med megen charme) at trække bukserne ned på en forudsætningsløs kunde.

#4. fra mit professionelle virke (lille firma i knibe)
På et tidspunkt havde ordrebogen været tom i et længere stykke tid, og kreditorerne bankede (hårdt) på døren.
En kunde henvendte sig med viden om situationens alvor, placerede en ordre og udnyttede situationen groft.
Da jeg havde udført arbejdet kunne jeg (i nutidskroner) oppebære den fyrstelige timeløn af 40 kr./t - altså 1/17 af priskuranten.
--- Det var første gang jeg mødte en person, der uden blusel udnyttede andres ulykke.
Lad mig udtrykke det således: "Jeg brød mig ikke om det".

#5. fra privaten (overværede en rigtig krejler)
En kollega er en fantastisk krejler. Han kan skaffe alt med rabat, og snakke selv Joakim Von And op i høet.
Vi skulle slutte arbejdet lidt tidligt en dag, for så kunne jeg være chauffør på en bil, som han gerne ville købe i nærheden af vor feltlokalitet.
Det drejede sig om en gammel Landcruiser, den firkantede korte model. Blandt yndere en rigtig kult bil.
Den var frembudt for 14K - og handelen begyndte. Sælger lavede kaffe og sagde nej til det tilbudte, og dansen om de 14K, blev trådt hidsigt og engageret.
Jeg har sjældent produceret så meget sprængt overlæder. Det varede i samfulde 2 timer. - Så endelig nåede de til enighed, og gav håndslag.

Da bilen var overdraget kom konen i huset hjem. Det skal siges, at det tidligere havde været hendes "køre til arbejde - bil". - Hun var godt tilfreds med at bilen nu ikke længere fyldte i indkørslen.
Det sidste jeg hørte var, da hun ophidset råbte, "HVAD???? - Har du solgt MIN bil for 7.000 kr??????????".
Jeg meddelte skødesløst, at jeg lige kørte i forvejen med Landcruiseren, for det var mest praktisk" .... forventede dog, at jeg ville blive kørt i grøften af den besvegne(?) hustru; men landede glat i Århus.
.... lad mig udtrykke det således: "Jeg brød mig ikke om det jeg havde overværet"

Sammenfatning.
Nogle er begejstrede for den underligt korreograferede dans omkring en udbudspris, som begge (professionelle) parter er fuldstændigt klar over er rimelig. Jeg deltager nødigt, og byder sjældent op til den dans.
Jeg bryder mig ikke om at skille mig af med en vare til spotpris, blot fordi min økonomi er presset.
Jeg bryder mig ikke om at handle med en "aggressiv rabat hustler"

Kære Baun - Jeg mener ikke at du kommer i nærheden af nogle af de nævnte eksempler. - De er blot fortalt for at underbygger hvad der har været udslagsgivende for min holdning til handel.

Med venlig hilsen - Geodoc
Svar


Beskeder i denne tråd
Kun seriøse henvendelser besvares - af lajzen - 01-09-2009, 04:15 PM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af baun - 01-09-2009, 05:26 PM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af Mtp - 01-09-2009, 08:04 PM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af Peter - 02-09-2009, 02:06 AM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af m.dk - 02-09-2009, 09:44 PM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af baun - 03-09-2009, 10:55 AM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af Geodoc - 03-09-2009, 01:00 PM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af baun - 03-09-2009, 04:40 PM
Re: Kun seriøse henvendelser besvares - af baun - 03-09-2009, 05:16 PM



Brugere der kigge i denne tråd: 1 gæst(er)