Modsætningernes holdeplads.

[jacob jensen]

Jeg syntes flere gange man herinde ser råd om at købe det ur man har set på
brugt,da der så er en anden der har taget det første store skrald på afskrivningen.

Det syntes jeg godt kan virke mærkeligt når man samtidiget høre om hvor god en
investering mange ure og hvor lidt man taber ved et evt. salg.

Hvad mener i om dette og hvad siger jeres salgserfaringer

Jeg har kun solgt 2 ure et som jeg havde købt nyt og et som var købt brugt,
mit Omega som jeg var første ejer på tabte ca det halve af nyprisen på 5 år.

Mit Oris som jeg købte brugt tabte nærmest intet i de 2 år jeg havde det
selvom jeg fik at vide at det var et mærke som jeg skulle regne med stor afskrivning på.

Jeg kan ikke rigtig se en rød tråd kan i

[hannover_dk]

Jeg tror helt generelt, nye ure har større risiko for at tage en kantstens afskrivning - men først og fremmest er det nok et spørgsmål om at visse mærker taber mindre end andre - Type Rolex, Omega, IWC, Panerai og som sikkert også JLC og en del andre holder prisen rimeligt.

Går man tilstrækkeligt vintage, så tror jeg tabene bliver endnu mindre end med nye eller relativt nye ure - da begynder de at ha en mere fast vintage pris - hvor mode naturligvis stadigt kan spille ind.
Jeg bedømmer kun ud fra hvad jeg ser på ebay, som burde kunne gi ca indtryk
vh

[KlausM]

Det er sjældent man kan tjene på den korte bane ved at købe nyt men det kan godt lade sig gøre. Her skal man have en god fornemmelse for hvad samlere går efter eller hvad der er hype omkring. Rolex Deepsea, Milgauss og Daytona er blot eksempler herpå. For at blive ved Rolex er de forrige Daytona modeller altså dem med Zenith og Valjoux værk eksempler på modeller der over længere tid kan have været særdeles lukrative investeringer.
Men logik er det vel at jo billigere man køber og dyrere man sælger jo bedre en investering kan det blive og derfor er lettere brugt et godt udgangspunkt.
Mvh
Klaus

[columbo]

Jeg synes selv at dit eksempel er en meget god forklaring.

Kort sagt tror at mange der er inde på denne hobby et eller andet sted er bevidst om at deres nye ur måske ikke bliver bliver en keeper og at de derfor søger efter det bedste tilbud for enten at mindske tabet eller tjene på salget.

[CFO]

"Det er en INVESTERING, skat" - er det ikke den vi bruger overfor konen når der er noget (dyrt) vi rigtig gerne vil have??? <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->

Med mindre man lever helt eller delvist af at handle med ure, nye såvel som vintage, så er ure generelt en rigtig dårlig investering.

Alting er jo relativt - så i investeringssammenhænge bruger man normalt en referencerente for at afgøre om en investering er god eller dårlig. Hvis du for 20 år siden købte et ur til 25k og samtidig købte for 25k 20-årige obligationer - så vil du i 99,99% af tilfældene opleve at uret har været en endog RIGTIG dårlig investering. Undtagelsen (0,01%) er hvis du har været heldig at få fat på et ur som EFTERFØLGENDE viser sig at være helt særligt - enten i kraft af efterfølgende begivenheder (måneuret?) - eller fordi uret har siddet på hånden af en berømt person og dermed er blevet "kult" - (Daytona?)

Jeg plejer at bruge eksemplet med Shelby Mustang ("Eleanor", i ved) - i 60'erne en relativ billig og lidt primitiv sportsvogn. Idag en ubetalelig klassiker.

Selv hvis man er blandt de heldige (eller dygtige ) 0,01% kræves det som regel også at uret er i god original stand, dvs meget lidt brugt, så man kan ikke engang få meget fornøjelse af sin investering før sliddet på uret mindsker værdien betragteligt.

Jeg så et måneur fra '65 til salg i dk til ca 35k. Selv det ville have været en dårlig investering at købe dengang hvis man sammenligner med hvad man ellers kunne have investeret i - aktier/obligationer f.eks....

Der hvor ordet "investering" kommer ind i mit hovede er investeringen i livskvalitet og glæden ved at eje og bruge et fint ur. På trods af afskrivninger vil uret stadig være et fint ur den dag man stiller træskoene og barnebarnet skal arve det. I barnebarnets øjne måske endnu finere end et nyt! Se DET er en god investering!

[baun]

jacob jensen Skrev:Jeg syntes flere gange man herinde ser råd om at købe det ur man har set på
brugt,da der så er en anden der har taget det første store skrald på afskrivningen.

Det syntes jeg godt kan virke mærkeligt når man samtidiget høre om hvor god en
investering mange ure og hvor lidt man taber ved et evt. salg.

Hvad mener i om dette og hvad siger jeres salgserfaringer

Jeg har kun solgt 2 ure et som jeg havde købt nyt og et som var købt brugt,
mit Omega som jeg var første ejer på tabte ca det halve af nyprisen på 5 år.

Mit Oris som jeg købte brugt tabte nærmest intet i de 2 år jeg havde det
selvom jeg fik at vide at det var et mærke som jeg skulle regne med stor afskrivning på.

Jeg kan ikke rigtig se en rød tråd kan i

Den røde tråd er jo klar nok. Det handler ikke så meget om hvilket mærke man køber, mere om man køber brugt til en god pris eller ny til listepris=dsårlig pris.

Herudover er der ure/modeller, som holder prisen bedre og er lettere at omsætte end andre. En Rolex sub. er formentlig lettere at finde en køber til end en tilsvarende GP. Og også lettere at få en ok pris for!

Hvis man så parer de to udsagn - altså køber et brugt ur/model som er populært og omsætteligt til en god pris - har men en lille afskrivning

Og hvis man køber et nyt ur til en dårlig pris/listepris af et mindre populært og omsætteligt ur/model, har man lagt op til en højafskrivning.

Der findes jo alle kombinationsmuligheder mellem disse to scenarier, men den røde tråd står ret klart for mig!

Generelt kan man vel sige, at det er hvordan man køber sit ur der er mest afgørende for afskrivningen!



vh Baun

[Mads Gjødesen]

Jeg har faktisk tit tænkt på at ordvalget i denne sammenhæng er ret misvisende. Vi skriver tit: "Det er en god/sikker investering...". Faktum er jo at ure rigtig nok sjældent er nogen lukretiv investering, over den lange bane, og vi vel nærmere burde skrive: "Her er tabet ikke så stort...". Ser man ikke uret som en fornøjelse og værdsætter det, er aktier, obligationer, osv. da meget bedre investeringer.

Den eneste måde man kan have et urregnskab der går i nul er ved at købe billigt og sælge dyrt, samtidig med at man ikke beholder nogen ure. Altså sådan som prof. handlerne gør. Kostbare ure der ligger på lager koster penge. Også selv om de er købt for en slik.

Nye ure er i 99 % en skidt investering på den korte bane. Ser vi på den lange bane er 95 % vel en dårlig investering Jeg tror ikke der er mange herinde der køber sprit nyt, for de fleste har jo indset at man kan få en vare i 95 % stand til ca. 50 % af prisen ved at købe brugt. Det er i hvertfald grunden til at jeg køber brugt og på den måde nogenlunde kan få køb/salg til at gå i nul.

/Mads

[jacob jensen]

Tror du har ret i Mads at sætningen tabet er her ikke så stort er mere passende,
så er det op til en selv hvad man fortæller direktionen derhjemme

[hannover_dk]

jacob jensen Skrev:Tror du har ret i Mads at sætningen tabet er her ikke så stort er mere passende,
så er det op til en selv hvad man fortæller direktionen derhjemme

Jap helt enig. Godt hvis vi ikke som amatør samlere bilder hinanden ind at vi arbejder med dybe seriøse investeringer. Vi begrænser generelt tab - og er glade hvis vi virkeligt kan følge inflation + en rimelig rente.
Det vigtigste er at det er sjovt og spændende.
vh

[jonaszoega]

Hvis man skal gøre sig håb om at slippe af med et ur igen til nogenlunde den pris man har givet er man jo nødt til at have mange ure Prisen er jo bedst hvis det er i god stand Hvis i kan sælge den til konen, syntes jeg i skulle bede jeres chef om lidt ekstra til jul