The one that got away.......

[rcb68]

Når man samler på ure (og alt muligt andet), er man nok nødt til at leve efter device: No regrets.

Men inspireret af et ur der er til salg her på siden, kunne jeg godt tænke mig at fortælle min historie om "The one that got away", og høre lidt om jeres erfaringer (hvis de ikke er for smertefulde) . Årsagen er bl.a. også, at jeg ofte læser om dem af jer, der har meget svært ved at skille jer af med ure, mens andre lystigt handler uden at se sig tilbage (eller...??). Min historie har ihvertfald fået mig til at tage beslutningen om aldrig at sælge et kvalitetsur igen.

Anyway, for ca. 5 år siden arvede jeg en Rolex OysterQuartz i perfekt stand fra min far (komplet med ALT: boxe, papirer, kalender købskvittering, manual etc.) . På det tidspunkt var min interesse for ure kun spirende, men jeg vidste, at et rigtigt ur skulle være mekanisk. Så bortset fra at uret havde tilhørt min far, var jeg egentlig ikke interesseret i at beholde det. Så det blev skudt af til en københavnsk vintageurmager til kr. 5.500,-. I dag handles disse modeller med samme tilbehør for op til 25-30 K, og priserne ser ikke ud til at stoppe

Jeg lever i dag fint med det valg jeg traf, men har sådanne erfaringer fået andre til at holde fast i deres ure?

//Rune

[Mads Gjødesen]

Tja vi har vel alle handlet lidt dumt nu og da, men heldigvis har jeg ikke de store ar på ur-sjælen. Mit dummeste salg er nok et komplet Rolex GMT 16750, som jeg for 3-4 år siden solgte for 18 k. Den koster ca. det dobbelte i dag, men jeg fik prisen dengang, så der er ikke så meget at ærge sig over. Jeg har heldigvis gjort masser af gode handler som opvejer det.

Generelt ser jeg ikke tilbage på mine salg med gru. Jeg har solgt flere vintage Rolex ure, som er steget betydeligt siden, men man kan ikke beholde alt. Heldigvis har jeg beholdt de sjoveste og de er jo finansieret for salgene af de andre. Så de gode køb opvejer de dårlige salg

/Mads