11-01-2010, 02:22 PM
Hvert tredje år er der Europæisk Orkidekonference og i 2009 foregik det i Dresden. Da den lille by Glashütte ligger lige uden for Dresden, var der en ekstra grund til at deltage, så min hustru og jeg planlage en forlænget weekend i Dresden. Som noget nyt skulle det foregå med tog. Da man alligevel ikke kunne flyve direkte til Dresden. Da tiden nærmede sig havde jeg skrevet til A. Lange og Söhne, og Glashütte Original for at forhøre mig om muligheden for en rundvisning. Lange havde desværre ikke nogen rundvisninger de dage, vi var der, men tilbagemeldingen fra GO var positiv.
Jeg skal spare jer for rejsebeskrivelsen af 11 timers togtur og blot sige, at det er en utrolig afslappet og behagelig rejseform. 11 timer er dog stadig lang tid. VI ankom onsdag aften og fandt uden problemer vores hotel på pladsen foran den genopbyggede Frauenkirschen. Det var så centralt som det kunne blive. Ikke nok med det, men rundt om kirkepladsen lå 7 forskellige urforretninger. Hotellet kan varmt anbefales. Det hedder QF Hotel. Det er ret nyindrettet, meget lækkert business hotel til en rimelig pris.
Torsdag morgen drog vi med toget mod Glashütte. GO havde sendt en rejseplan til mig med tider og stationer så det var blot at købe billetterne og finde perronen. Det centrale Dresden er i vid udstrækning blevet genopbygget, og selvom der stadig arbejdes, ser der pænt ud. Når man køre ud af centrum ser det lidt mere nedslidt ud.
Når man kommer til Dresden nordfra, er der ikke meget, der antyder, at der skulle ligge fattige, isolerede, bjerglandsbyer i nærheden. Der er ligeså fladt som i Danmark. Når man køre mod syd er der pludselig bjerge og man befinder sig hurtigt i ’Den sorte skov’. Nu kan man pludselig bedre forstå, hvorfor det var relevant at give ’egnsudviklingsstøtte’ til uddannelse af befolkningen, da minedriften stoppede. Landskabet er flot med stejle, skovklædte bjergsider og snoede fosse, men en kold vinterdag er der nok ikke særligt fremkommeligt, og der var det med garanti ikke for 150 år siden.
Vel ankommet til Glashütte station var det ret overskueligt at komme til GO. Det er simpelthen lige over for stationen.
Vi blev vel modtaget og fik at vide, at der var to rundvisninger, en på tysk og en på engelsk. Vi var tilmeldt den engelske, og skulle blot vente, så ville vores guide kommer. Der var en del andre mennesker i receptionen, men der var rigeligt med plads og masser at se på.
Det viste sig, at vi var de eneste, der havde ønsket en rundvisning på engelsk den dag, men da den tyske rundvisning var overtegnet (Max 24), var 2 Engelsktalende tyskere kommet med på vores engelsksprogede tur. Vi var med andre ord kun 4 personer på vores over 2 timer lange rundvisning. Det var ren luksus.
Turen gik rundt på hele fabrikken, der er bygget op om en central atriumgård med gange rund på etagerne. Man kan naturligvis ikke have turister gåede rundt i værkstederne, så alle steder er vinduer fra gulv til loft ud til gangen, så man kan se, hvad der foregår udefra.
Meget bliver selvfølgelig lavet på maskiner, men det er stadig mennesker, der samler og kontrollere urene. Alle steder fik vi en grundig forklaring om, hvad der blev lavet og da det jo er meget små ting, der er tale om, var der uden for hvert værksted en montre med dele og ofte også et fjernsyn men en lille video, der viste detaljer i produktionen.
Min hustru, der inden besøget var lykkeligt uvidende om, hvad der sidder inden i et ur, fik virkelig et indblik i, hvordan et urværk fungere, og selvom jeg har interesseret mig for ure i rigtig mange år, var der også noget at lære for mig. Blandt andet kunne man jo lære noget om brug af High Tech værktøj ved urfremstilling:
Der blev også forklaret lidt om den tid, der går med at fremstille et ur. Selvfølgelig bliver de fleste komponenter fremstillet af maskiner, men de bliver kontrolleret af mennesker og i den sidste ende skal det hele samles. De ’simple’ modeller kræver måske kun en uge for at komme igennem hele produktionen. Der sidder urmagere, der er specialiseret i enkelte opgaver som f.eks. at samle balancen. De mere komplicerede kan tage længere tid, og her er det en urmager, der samler hele uret. Sidste billede er fra det værksted, hvor de komplekse ure samles.
Hele rundturen tog over 2 timer. Herefter kunne man kigge på (og købe) ure i deres fabriksudsalg. Vi købte ikke noget men valgte i stedet at gå den korte tur op til det nye urmuseum, hvor man sagtens kan bruge et par timer også.
Jeg var ret spændt på, hvor meget information der var om tiden bag jerntæppet, og jeg blev positivt overrasket. Både under rundvisningen, men især på museet, var der meget information om, hvordan urprodukktionen havde overlevet. Det, som ikke var ødelagt under krigen, tog russerne med til Rusland, så det var noget af en bedrift at få produktionen i gang. Omstillingen efter murens fald var heller ikke nem, men den var kun mulig fordi de håndværksmæssige traditioner var blevet holdt vedlige under DDR tiden.
For mig var det lidt af en pilgrimsrejse til det sted, hvor jeg mener, at de bedste ure bliver fremstillet. Selvom men ikke er så fokuseret på tysk urproduktion, kan jeg kun anbefale et besøg i Glashütte. Jeg er sikker på, at A. Lange & Söhne er ligeså imødekommende som GO. Den måde, de øvrige fabrikker i Glashütte blev omtalt på under vores rundvisning, var mere som gode venner end som konkurrenter. I den virkelige verden er det måske nok noget anderledes, men jeg tror stadig, der er et stort sammenhold omkring byen Glashüitte.
Jeg skal spare jer for rejsebeskrivelsen af 11 timers togtur og blot sige, at det er en utrolig afslappet og behagelig rejseform. 11 timer er dog stadig lang tid. VI ankom onsdag aften og fandt uden problemer vores hotel på pladsen foran den genopbyggede Frauenkirschen. Det var så centralt som det kunne blive. Ikke nok med det, men rundt om kirkepladsen lå 7 forskellige urforretninger. Hotellet kan varmt anbefales. Det hedder QF Hotel. Det er ret nyindrettet, meget lækkert business hotel til en rimelig pris.
Torsdag morgen drog vi med toget mod Glashütte. GO havde sendt en rejseplan til mig med tider og stationer så det var blot at købe billetterne og finde perronen. Det centrale Dresden er i vid udstrækning blevet genopbygget, og selvom der stadig arbejdes, ser der pænt ud. Når man køre ud af centrum ser det lidt mere nedslidt ud.
Når man kommer til Dresden nordfra, er der ikke meget, der antyder, at der skulle ligge fattige, isolerede, bjerglandsbyer i nærheden. Der er ligeså fladt som i Danmark. Når man køre mod syd er der pludselig bjerge og man befinder sig hurtigt i ’Den sorte skov’. Nu kan man pludselig bedre forstå, hvorfor det var relevant at give ’egnsudviklingsstøtte’ til uddannelse af befolkningen, da minedriften stoppede. Landskabet er flot med stejle, skovklædte bjergsider og snoede fosse, men en kold vinterdag er der nok ikke særligt fremkommeligt, og der var det med garanti ikke for 150 år siden.
Vel ankommet til Glashütte station var det ret overskueligt at komme til GO. Det er simpelthen lige over for stationen.
Vi blev vel modtaget og fik at vide, at der var to rundvisninger, en på tysk og en på engelsk. Vi var tilmeldt den engelske, og skulle blot vente, så ville vores guide kommer. Der var en del andre mennesker i receptionen, men der var rigeligt med plads og masser at se på.
Det viste sig, at vi var de eneste, der havde ønsket en rundvisning på engelsk den dag, men da den tyske rundvisning var overtegnet (Max 24), var 2 Engelsktalende tyskere kommet med på vores engelsksprogede tur. Vi var med andre ord kun 4 personer på vores over 2 timer lange rundvisning. Det var ren luksus.
Turen gik rundt på hele fabrikken, der er bygget op om en central atriumgård med gange rund på etagerne. Man kan naturligvis ikke have turister gåede rundt i værkstederne, så alle steder er vinduer fra gulv til loft ud til gangen, så man kan se, hvad der foregår udefra.
Meget bliver selvfølgelig lavet på maskiner, men det er stadig mennesker, der samler og kontrollere urene. Alle steder fik vi en grundig forklaring om, hvad der blev lavet og da det jo er meget små ting, der er tale om, var der uden for hvert værksted en montre med dele og ofte også et fjernsyn men en lille video, der viste detaljer i produktionen.
Min hustru, der inden besøget var lykkeligt uvidende om, hvad der sidder inden i et ur, fik virkelig et indblik i, hvordan et urværk fungere, og selvom jeg har interesseret mig for ure i rigtig mange år, var der også noget at lære for mig. Blandt andet kunne man jo lære noget om brug af High Tech værktøj ved urfremstilling:
Der blev også forklaret lidt om den tid, der går med at fremstille et ur. Selvfølgelig bliver de fleste komponenter fremstillet af maskiner, men de bliver kontrolleret af mennesker og i den sidste ende skal det hele samles. De ’simple’ modeller kræver måske kun en uge for at komme igennem hele produktionen. Der sidder urmagere, der er specialiseret i enkelte opgaver som f.eks. at samle balancen. De mere komplicerede kan tage længere tid, og her er det en urmager, der samler hele uret. Sidste billede er fra det værksted, hvor de komplekse ure samles.
Hele rundturen tog over 2 timer. Herefter kunne man kigge på (og købe) ure i deres fabriksudsalg. Vi købte ikke noget men valgte i stedet at gå den korte tur op til det nye urmuseum, hvor man sagtens kan bruge et par timer også.
Jeg var ret spændt på, hvor meget information der var om tiden bag jerntæppet, og jeg blev positivt overrasket. Både under rundvisningen, men især på museet, var der meget information om, hvordan urprodukktionen havde overlevet. Det, som ikke var ødelagt under krigen, tog russerne med til Rusland, så det var noget af en bedrift at få produktionen i gang. Omstillingen efter murens fald var heller ikke nem, men den var kun mulig fordi de håndværksmæssige traditioner var blevet holdt vedlige under DDR tiden.
For mig var det lidt af en pilgrimsrejse til det sted, hvor jeg mener, at de bedste ure bliver fremstillet. Selvom men ikke er så fokuseret på tysk urproduktion, kan jeg kun anbefale et besøg i Glashütte. Jeg er sikker på, at A. Lange & Söhne er ligeså imødekommende som GO. Den måde, de øvrige fabrikker i Glashütte blev omtalt på under vores rundvisning, var mere som gode venner end som konkurrenter. I den virkelige verden er det måske nok noget anderledes, men jeg tror stadig, der er et stort sammenhold omkring byen Glashüitte.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
